Molslab: Ulovlige fodringer har voldsomme konsekvenser for dyrene
Fodringen af dyrene i rewildingprojektet på Mols er ifølge Molslaboratoriet ulovlig og påvirker deres naturlige adfærd.
Aktivisters fodringer af kvæg og heste i Mols Bjerge kan risikere af få konsekvenser for dyrene, mener Molslaboratoriet.
Laboratoriets biologers overvågninger af dyrene viser nemlig, at de ulovlige fodringer påvirker dyrene, som er begyndt at ændre adfærd.
Eksempelvis står dyrene koncentreret tæt ved hegnet, og det kan skabe konflikter mellem dyrene.
De bruger også tid på at vente ved hegnet i stedet for at græsse på arealerne bagved, og til sidst er dyrene blevet mere opsøgende, og det kan ifølge Molslab give farlige situationer med publikum.
"Iagttager vi problemer med dyrene, vil de som hidtil blive udtaget af bestanden," slutter Molslab sit opslag.
Fodringerne har flere gange skabt ophedet debat mellem dyreaktivister og Naturhistorisk Museum, som står for rewildingprojektet på Mols.
Så sent som torsdag var Syddjurs' borgmester, Michael Stegger (S), ude og mane til besindighed. Han er ked af den ophedede debat i hans kommune.
- Det er mange af mine borgere, der skændes, og det er trist. Hvis jeg kan være mægler, vil jeg gerne det, sagde borgmesteren til TV2 Østjylland.
Museumsdirektør Bo Skaarup er med på et mæglingsmøde, fortæller han. En af aktivisterne Søren Brink er dog anderledes skeptisk og fortæller, at Bo Skaarup aldrig vil få hans tillid.
Hverken politi eller Fødevarestyrelsen havde anmærkninger på deres tilsynsbesøg, der blev gennemført i april.
Chikane og trusler
Sidste år blev flere aktivister sigtet for hærværk efter ulovlig fodring af dyrene.
Den aktuelle status er, at der er 13 kvæg og 24 heste på de 120 hektar, som siden 2016 har udgjort naturprojektet i Mols Bjerge.
Tidligere i år viste en rapport fra Arbejdstilsynet, at Molslabs ansatte blev udsat for chikane og overfusning af dyreaktivisterne, og der blev iværksat en handlingsplan.
Se hele indslaget om borgmesterens mægling herunder: