Lukker efter 50 år: Rune er frustreret, ærgerlig og ked af det
Brugere og pårørende kommer til at savne Pindstrup Centret på Djursland.
Efter mere end 50 år med ferie- og familieaktiviteter for børn og unge med handicap må Pindstrup Centret på Djursland lukke. En beslutning, der rammer hårdt hos de mange frivillige og brugere af centret, der er kommet der i gennem årtier.
Rune Bang Mogensen, der har medfødt knogleskørhed og bruger kørestol, er kommet på Pindstrup Centret i 30 år.
- Jeg har godt nok haft mange gode weekender, miniferier, oplevelser og minder herfra, siger Rune Bang Mogensen til TV2 Østjylland.
Han er ofte kommet der sammen med sin storebror og sine forældre.
- Jeg bliver rigtig ked, ærgerlig og frustreret over, at det lukker. Det, der var så fedt ved at være her, var, at der var mange andre børn og familier som min, siger han.
Frivillig kommer til at savne centeret
Det er dårlig økonomi, der er skyld i, at det fondsfinansierede center må dreje nøglen om. Det fortæller Henrik Kristensen, der er direktør i Pindstrup Fonden.
- Nu var det ikke forsvarligt mere. Vi kunne ikke barbere mere i vores medarbejdere, hvis vi fortsat gerne vil levere en god service, siger Henrik Kristensen.
Terese Jensen, der er pårørende til en bror med handicap og selv har været frivillig på centeret, er også ked af lukningen.
- Det er vemodigt, at det lukker, synes jeg. Man har brugt så mange år af sit liv herude, og så er det pludselig bare slut. Jeg bliver rørt, når jeg tænker på det. For det har betydet så meget, siger Terese Jensen til TV2 Østjylland.
Ifølge bestyrelsesformanden for Pindstrup Centret, så vil fondens aktiviteter videreføres på Brogaarden i Middelfart, der har lignende faciliteter.
De bookinger, der ligger i efteråret, forventes afviklet som planlagt, mens kunder, der har bookinger på længere sigt, vil blive kontaktet.
Du kan se mere i indslaget her: