Kommune tyer til alternativ plads til børn

Syddjurs måtte finde en lidt alternativ form for tag over hovedet for nogle af de ældste børnehavebørn.

Hornslet er populær.

Det sætter skoler og daginstitutioner under pres, som dårligt kan følge med og finde plads til byens børn. Derfor har Syddjurs Kommune været nødt til at gå en smule utraditionelt til værks og har opført to jurter, hvor de ældste børnehavebørn skal gå, indtil en ny integreret institution er på færdigbygget. 

Jurterne er midlertidige supplementer til børnehaven Mosegården, og de er opført på et ekstra areal, der er lejet til børnehaven. 

Jurter minder mest af alt om konstruktionen på et cirkustelt, hvor taget er mindre stejlt, skriver Syddjurs Kommune.
Jurter minder mest af alt om konstruktionen på et cirkustelt, hvor taget er mindre stejlt, skriver Syddjurs Kommune.

De midlertidige jurter skal bruges, indtil den nye institution er færdig, og mens yderligere en daginstitution, Bækdalen, udvides og renoveres. Til sidst bliver den integrerede institution Hanehøj lavet om til en vuggestue.

- Den nye institution er først klar i 2023 og derfor har vi set udvidelsen med jurter som en god og praktisk løsning i en periode. Med det ekstra naturareal, som vi har lejet i tilknytning til Mosegården, tror jeg, det bliver en god løsning for både børn og ansatte med meget udeliv og natur, siger formand for Familie-, børne- og læringsudvalget Kirstine Bille (SF) i en pressemeddelelse.

Kommunen er desuden i gang med at udvide på skoleområdet med ny udskoling ved Hornslet Hallen. Derfor er der også opsat midlertidige pavilloner ved den nuværende Hornslet Skole, mens der bygges, oplyser kommunen.