Djurs Sommerland får førsteplads
Den østjyske attraktion var i hård konkurrence med blandt andre Legoland, Fårup Sommerland og Tivoli.
Djurs Sommerland er kåret som ’Årets forlystelsespark i Danmark’.
Det skete i weekenden ved Børn i byens store prisshow på Designmuseum Danmark.
Over 65.000 har stemt i konkurrencen, og vinderen blev for fjerde år i træk Djurs Sommerland.
- Det betyder meget for os, at børnefamilierne for fjerde år i træk stemmer Djurs Sommerland ind på førstepladsen som årets forlystelsespark i Danmark. Vi er stolte og taknemmelige over, at vi vinder den flotte pris igen i år, siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen i en pressemeddelelse.
Rekordsæson
Den østjyske attraktion var i hård konkurrence med blandt andre Legoland, Fårup Sommerland og Tivoli, men trak det længste strå som afslutning på en god sæson.
- Det er en fantastisk afslutning på vores rekordsæson i år med 878.000 gæster og en kæmpe anerkendelse af den store indsats vores 850 medarbejdere gør for at give gæsterne de allerbedste oplevelser, siger Henrik B. Nielsen.
De seneste ti år har Djurs Sommerland investeret mere end en halv milliard kroner i over 30 nye forlystelser, restauranter, butikker og forbedringer i parken. Seneste investering er et helt nyt temaland - Dinosaurland - til 100 millioner kroner.
Tre nye forlystelser på vej
Og noget kunne tyde på, at direktøren går efter at vinde titlen for femte gang.
I den kommende sæson investerer parken i omegnen af 50 millioner kroner i tre nye forlystelser.
- Vores gæster skal have det bedste af det bedste. Derfor investerer vi i kvalitetsforlystelser, og vi prioriterer, at gæsterne mærker nærvær og vores oprigtige interesse i at give dem gode oplevelser, når de besøger Djurs Sommerland, siger Henrik B. Nielsen.