Danser ind i det nye år med fremmede
45 mennesker mødtes til en anderledes nytårsaften på Helgenæs.
Årets sidste dag er for mange forbundet med fest, fyrværkeri og masser af alkohol.
For andre er det en dag, hvor man mødes med fremmede mennesker og fejrer nytår sammen med fokus på ro og fordybelse.
På Helgenæs mødtes 45 for hinanden fremmede mennesker og fejrede netop den slags nytårsaften. 'Nytårsmysteriet' hedder kurset, som varer i tre dage hen over nytåret.
En af deltagerne er Christa Jacobsen, som er med for første gang.
- Jeg kan godt lide det nærvær, der er, og muligheden for også at udforske det indre. På den måde lærer man noget nyt og udfordrer sig selv. Det er koncentreret afslapning, konstaterer hun.
Betydning for året
'Nytårsmysteriet' blev første gang holdt i 2012. Niels Viggo Hansen var med til at skabe kurset, og ifølge ham handler det om at skabe en forbindelse, hvor nytår både kan være højtideligt i ordets dybeste forstand og samtidig være en fri og åben fest.
- Mange har den der næsten overtro om, at hvordan nytåret forløber har en betydning for, hvordan året i øvrigt bliver.
- Det er ikke nødvendigvis rigtigt, men jeg tror på, at hvis man kan fordybe sig omkring nytåret og give plads til nogle af de dybeste ønsker og ryste nogle af de gamle vaner, så kan det blive en meget meningsfuld måde at holde nytår på, forklarer han.
Klassisk nytårsbord
Villum Vendelbo Lassen har deltaget i samtlige 'Nytårsmysterier'.
- Jeg kan rigtig godt lide at danse, og jeg kan rigtig godt lide at meditere. Jeg har ikke så meget brug for at sidde rundt om bordet og drikke nytårsaften, konstaterer han.
Og selvom meget går op i meditation og dans, så bliver der også foldet servietter til et klassisk nytårsbord på Strandgaarden.
For Christa Jacobsen er det ikke usandsynligt, at hun igen holder en utraditionel nytårsaften.
- Det var mega hyggeligt. Der er mange søde mennesker, som jeg har meget til fælles med. Jeg tror godt, jeg kunne finde på at gøre det igen.