Hård kritik: Kommune sad på hænderne i kæmpe miljøsag
Ifølge Danmarks Sportsfiskerforbund har Hedensted Kommune ikke været grundige nok i sagen om forurening og overproduktion, der nu kører på fjerde år.
Hedensted Kommune har langt fra været grundige nok i sagen om Hjarnø Havbrug.
Det mener Jan Karnø, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Sportsfiskerforbund, hvor de gennem flere år forsøgte at råbe kommunen op og få politikere og embedsmænd til at gribe ind.
Ifølge Jan Karnø burde havbruget være lukket for længst.
- Mit hjerte banker varmt for miljøet, og hvis det er sådan, at noget er foregået ulovligt, kan jeg jo ikke se, at det er arbejdspladser, der er værd at bevare, siger han.
Mener kommunen tog parti i sagen
I dag er havbruget og dets ejer, Anders Østergaard Pedersen, tiltalt for massiv overproduktion af fisk og udledning af over 750 ton kvælstof og fosfor mere end tilladt. Politiet estimerer, at Hjarnø Havbrug har tjent over 190 millioner kroner på ulovlig havbrugsdrift i perioden 2013-2018.
En sag der trækker ud
Sagen om havmiljøforurening fra Hjarnø Havbrug kører nu på fjerde år. TV2 Østjylland undersøger det langstrakte forløb og spørger sagens parter, hvorfor sagen trækker ud, om myndighederne har sovet i timen, og hvilke miljømæssige konsekvenser sagen kan få for området ved Horsens Fjord?
I alle de år var det Hedensted Kommune, der var tilsynsførende myndighed for havbruget.
- Det indebærer jo, at man er samfundets garant for, at det her foregår efter de love og regler, der er, og det har de bare ikke formået at gøre, siger Jan Karnø.
Først efter Danmarks Sportsfiskerforbund politianmeldte havbruget og dets ejer i 2018, og politiet oplyste, at man mistænkte havbruget for overproduktion, skete der noget.
Nu varslede kommunen, at man overvejede at give havbruget et påbud mod fortsat drift, men at produktionen kunne fortsætte indtil videre.
Det medførte hård kritik fra sportsfiskerforbundet, der ville have produktionen standset øjeblikkeligt.
- Hedensted Kommune bærer efter vores vurdering et betydeligt ansvar for, at de tre ulovlige forhold har fået lov til at udvikle sig så langt, som tilfældet er. Kommunen har således i årevis svigtet sit ansvar som tilsynsmyndighed blandt andet ved fuldstændig at ignorere de mange henvendelser og indikationer vedrørende virksomhedens overtrædelser af miljølovgivningen og virksomhedens miljøgodkendelser, som kommunen har modtaget, skrev den daværende formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, Verner W. Hansen.
Jan Karnø mener ligefrem, at Hedensted Kommune tog parti i sagen til fordel for havbruget.
- Det kan jeg jo se på de mails, der er sendt frem og tilbage, at man har skrevet, at nu er de grønne organisationer igen på banen. Man kan se, at sagsbehandlerne har solidariseret sig med havbrugene, siger han.
- Vi kunne ikke bevise noget
TV2 Østjylland vil gerne se den korrespondance, der har været mellem Hedensted Kommune og Hjarnø Havbrug, men kommunen afviser at udlevere korrespondancen med henvisning til, at dokumenterne er en del af den verserende straffesag.
Det er dog lykkedes at få kontakt til Vibeke Volmers, der frem til 2019 var tilsynsførende i Teknisk Afdeling Natur & Miljø i Hedensted Kommune. Her sad hun blandt andet med kontrollen af Hjarnø Havbrug.
Efter hendes opfattelse gjorde Hedensted Kommune, hvad man skulle som kontrolmyndighed inden for de beføjelser, kommunen havde.
- Vi kunne ikke bevise noget. Man kan da altid komme i tvivl, men det kræver, at man har et bevis for, at noget er galt, siger Vibeke Volmers.
I politiets anklager mod havbruget fremgår det, at der skal være udsat over 373.000 sølvlaks uden tilladelse. Og som TV2 Østjylland tidligere har fortalt, slap en del af de laks ud ved et uheld og blev fanget af lystfiskere ved Horsens Fjord allerede i 2017.
Men ifølge Vibeke Volmers er hun ikke stødt på sølvlaks ved kommunens kontrolbesøg.
- Jeg har ikke set sølvlaks, de er jo bare fundet ved noget fiskeri, siger hun og forklarer videre, at havbruget efter hendes opfattelse havde tilladelse til opdræt af laks.
- Der har jo ikke været diskussion om, hvilke typer af fisk, der måtte være derude. I en af godkendelserne stod der laksefisk. Det vil sige, man har ikke specificeret det, siger Vibeke Volmers.
Hun fortæller videre, at kommunen ikke ville løbe risikoen for et potentielt erstatningskrav ved at lukke produktionen i 2018.
- Hvis det ikke er bevist, er det jo en erstatningssag. Det er forelagt ledelsen og politikerne, og de var heller ikke villige til at risikere en erstatning, siger hun.
Kulegravning afslørede fejl og mangler
TV2 Østjylland ville gerne have lavet et interview med Hedensted Kommunes direktør for Vækst, Teknik & Fællesskab, Jonas Kroustrup, men han har ikke ønsket at medvirke.
Kommunen har sendt følgende svar.
- Vi ser os ikke i stand til at medvirke i et interview pga. den igangværende retssag. Sagen er overgivet til politiet, og desuden er kommunen ikke længere tilsynsmyndighed med havbrugene. Den opgave har staten overtaget, lyder svaret fra kommunen.
Sagen om Hjarnø Havbrug var medvirkende til, at Miljøstyrelsen iværksatte en gennemgang af alle danske havbrug i 2018. Gennemgangen viser en række mangler i tilladelserne til de eksisterende havdambrug, og i rapporten står det, at Hovedudfordringen for kontrollen af havbrugsproduktion vurderes at bero på, at det ikke er muligt at gennemføre prøvetagning og målinger af de faktiske udledninger fra havbruget.
Gennemgangen konkluderede også, at myndighederne ikke har konstateret eller vurderet, at der var tegn på, at havbrug har overskredet deres vilkår i miljøtilladelsen i forhold til de forhold, der blev undersøgt. Tilsynet er i dag flyttet fra kommunerne til staten.
En beslutning Jan Karnø og Danmarks Sportsfiskerforbund bifalder efter at have fulgt forløbet om Hjarnø Havbrug og Hedensted Kommunes håndtering af sagen.
- Det, man kan frygte, er jo, at man i iveren efter at være erhvervsvenlig får lagt en dæmper på sagsbehandlingen, så den ikke er stringent nok, og det bliver miljøet, der så lider skade, siger han.
Nægter sig skyldig
Det har hverken været muligt at få et interview med Anders Østergaard Pedersen eller hans forsvarsadvokat.
I en mail til TV2 Østjylland oplyser Anders Østergaard Pedersen, at han fortsat nægter sig skyldig i alle anklager. Han fortæller, at han har haft to blodpropper siden 2013, og at det påvirker hans hukommelse. Han fortæller videre, at han har klaget over politiets behandling af ham.
Sydøstjyllands Politi vil hverken bekræfte eller kommentere, om Anders Østergaard Pedersen har klaget over politiets behandling.