Ikkevestlige borgere udgør hvert fjerde coronatilfælde
Personer med ikkevestlig herkomst udgør ni procent af befolkningen, men hver fjerde coronatilfælde.
Personer med ikkevestlig baggrund udgør hvert fjerde bekræftede coronatilfælde i Danmark.
Det viser ny Fokusrapport fra Statens Serum Institut (SSI). Den dækker starten af epidemien i marts og til og med uge 36 i september.
Det er en større andel, end hvad gruppen udgør af befolkningen. Her har knap ni procent ikkevestlig baggrund.
Læs også
Ikkevestlige lande er for eksempel Somalia, Pakistan og Tyrkiet.
Den større andel kan blandt andet skyldes job og boligsituation, skriver SSI i rapporten.
SSI peger på, at der i gruppen er en højere andel, som bor mere end fire personer sammen. Samtidig er der også færre kvadratmeter til stede per person.
- Det kan formentlig være, fordi der er større risiko for smitte, hvis man bor på færre kvadratmeter som familie og hermed har vanskeligere ved at gennemføre isolation og holde afstand til de øvrige beboere i boligen.
- Der kan dog være mange andre forhold inden for husstandene, der har betydning for smitterisikoen, som vi ikke har data på, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI i en kommentar.
Læs også
Han peger på, at det kan være sociale, adfærdsmæssige og økonomiske faktorer, som har betydning.
Kigges der på coronaindlæggelserne, udgør personer med ikkevestlig baggrund også en større andel end i befolkningen som helhed. Her udgør de 15 procent, hvilket altså er omtrent det dobbelte af den samlede befolkning.
Læs også
Omvendt er billedet et helt andet, hvis der kigges på dødsfaldene blandt coronaramte. Her udgør personer med ikkevestlig herkomst en mindre andel end i befolkningen.
Siden det første coronatilfælde blev registreret i Danmark i marts, er der registreret tæt på 50.000 tilfælde, mens 725 smittede personer er afgået ved døden.
I perioden, som rapporten fra SSI omhandler, er der registreret 18.113 tilfælde. Af dem var 4619 blandt personer med ikkevestlig herkomst.