VIDEO: To brande ved Ry

Brandvæsnet kom på overarbejde

00:23

1 af 2

Flere mark- og naturbrande har på det seneste plaget Østjylland, og onsdag er ingen undtagelse.

Her hærgede ikke bare én, men hele to markbrande kun 500 meter fra hinanden ved et område ved Gl. Rye ved Ry.

- Det var rimelig voldsomt ved begge brande, fordi de begge var ved at nærme sig en granskov lige ved siden af, siger Per Møldrup, der er indsatsleder ved Brand og Redning Skanderborg.

Brandvæsnet fik meldingen om den første brand klokken 13.27, og man rykkede hurtigt ud til den.

- Den første markbrand gik ud over et område, som er 5 til 6 hektar, hvor der var høstet, men det var ikke bundet, siger Per Møldrup.

Men da brandvæsnet var ved at afslutte arbejdet der, kom meldingen om en mulig markbrand kun 500 meter fra den første.

Se: Det brænder som krudt

- Der kommer en og siger, at det ser ud som om, at der er en person, som brænder noget af ikke langt derfra. Så tager vi derned, og der kunne vi se, at flammerne stod op i en meters højde, siger Per Møldrup.

Hurtigt rykkede brandvæsnet videre til den næste brand, som bredte sig over et område på 4 til 5 hektar.

Per Møldrup var nødt til at bede om assistance, og han tilkaldte ekstra tankvogne fra Galten, Skanderborg og Them.

- Det er helt normalt, når der er tale om naturbrande. Her mangler vi ofte vand, siger Per Møldrup.

Han fortæller, at brandvæsnet omkring klokken 16 havde helt styr på begge brande og derfor var ved at pakke sammen.

Det er endnu uvist, præcist hvordan de to brande er startet, men brandvæsnet har en teori om, at den anden brand kan være opstået fra en gnist fra en mejetærsker, som så har fået flammerne til at blusse op i den tørre natur.

Ingen personer var i fare ved de to brande.

I videoen over artiklen kan man se optagelser fra brandvæsnets arbejde med at bekæmpe flammerne.