Tidligere V-formand klar for RV
Tidligere Venstre-kvinde har fundet sit nye parti
Maria Noe Høi har meldt sig ind i Radikale Venstre i Skanderborg, og partiet forventer, at hun bliver kandidat til byrådet til det kommende kommunalvalg.
Tilbage i november 2015 annoncerede Maria Noe Høi, at hun med øjeblikkelig virkning stoppede som formand for Venstres vælgerforening i Skanderborg, og hun forlod på samme tid også posten i Venstres hovedbestyrelse.
Nu har hun så fået styr på sin politiske fremtid, som altså ligger hos Radikale Venstre i Skanderborg.
Integration og økologi
- Den største forskel for mig mellem Venstre og Radikale Venstre, og det der betyder mest for mig, er på integrationspolitikken og angående økologi eller Venstres manglende økologipolitik, siger Maria Noe Høi til tv2oj.dk.
Maria Noe Høi stopper som V-formand
Hun fortsætter:
- Og så er der hele værdisættet, som organisationen i partiet bærer med sig. Ordentlighed er en by i Rusland i Venstre, mens man er ordentlig i Radikale Venstre. Det er min opfattelse af Radikale Venstre, at det er et parti, hvor man er ordentlig, og hvor man passer på hinanden.
Maria Noe Høi er adjunkt på Erhvervsakadamiet i Aarhus og bosat i Voerladegård.
Et socialliberalt parti
- Jeg kan godt lide Radikale Venstres liberale tilgang, samtidig med at partiet har et socialt aspekt. Det er et socialliberalt parti, siger Maria Noe Høi.
Hos Radikale Venstre i Skanderborg glæder de sig over tilgangen af Maria Noe Høi.
- Maria er en dybt sympatisk kvinde med nogle stærke socialliberale værdier. Det kræver mod at skifte parti, når ens tidligere parti ændrer sig til noget, som man ikke længere kan genkende sig selv i, siger Maria Baagøe Bove, der er byrådsmedlem for Radikale Venstre i Skanderborg Kommune, i en pressemeddelelse.