Siger nej til hospice
Støtteforening føler sig overset
I Skanderborg har en hospice-støtteforening i flere år arbejdet på at få et hospice til byen.
Men Region Midtjylland har gjort arbejdet noget mere besværligt. På en ny liste har regionen udpeget nogle steder, hvor man kan lave et nyt hospice til døende, og Skanderborg er ikke med på den liste.
Det er nemlig Brædstrup, Horsens samt en udvidelse af det eksisterende hospice Søholm i den sydlige del af Aarhus, der er blevet udpeget.
Formand for støtteforeningen, Troels Dolmer, er skuffet over den udvikling.
- Vi er rystede og vrede over det. Vi har arbejdet på det i 6-7 år og har en meget stor græsrodsbevægelse på 1.600-1.800 mennesker. Der er en gratis grund til et hospice, og vi har lagt en rigtig flot ansøgning ind til regionen, siger han til DR Østjylland.
Troels Dolmer fortæller dog samtidig, at hospice-støtteforeningen ikke giver op.
- Vi er nødt til at komme regionen i møde på en eller anden måde, siger Troels Dolmer til DR Østjylland.