Mor til tre håber på genåbning for alle skoleelever - men ikke for enhver pris

For Majbritt Frommelt er vigtigt, at en genåbning sker med respekt for pandemien, så det ikke ender med, at børnene skal sendes hjem igen om to uger. Det vil skade dem endnu mere, mener hun.

I to måneder har landet været lukket ned, og lige så længe har skoledagen for landets folkeskoleelever fra 5. klasse og op, efterskoleeleverne og gymnasieeleverne også stået på onlineundervisning derhjemme. 

Men nu er der måske lys for enden af tunnelen. 

Mandag formiddag mødes alle landets borgmestre nemlig med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for blandt andet at diskutere skoleåbninger, og onsdag har statsminister Mette Frederiksen (S) varslet pressemøde om restriktionerne. 

- Det skal selvfølgelig være med respekt for pandemien, men jeg ville ønske, at alle skoleelever kunne komme afsted igen, lyder det fra Majbritt Frommelt fra Skanderborg til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hun er mor til tre piger på henholdsvis 12, 16 og 18 år, som går i 5. klasse, 9. klasse på efterskole og 1.g, og som alle stadig undervises hjemmefra. Hun håber derfor, at skoleåbninger for 5. klasse og op er noget af det, som bliver nævnt på pressemødet onsdag. 

- Jeg tror, det ville betyde, at vi kunne få nogle børn, som ville ramme en bedre social trivsel. Selvom de er privilegerede at have hinanden herhjemme, så ville det betyde, at de ville få det indhold i deres hverdag, som de mangler, hvilket jeg også tror ville give dem bedre forudsætninger for at lære, siger Majbritt Frommelt. 

De tre piger. Den ældste går i 1.g på Skanderborg Gymnasium. Hun føler næsten ikke, at hun kender sine klassekammerater, da hun har været hjemsendt næsten siden, de blev fordelt i stamklasser, fortæller Majbritt Frommelt. Foto: Privat.
De tre piger. Den ældste går i 1.g på Skanderborg Gymnasium. Hun føler næsten ikke, at hun kender sine klassekammerater, da hun har været hjemsendt næsten siden, de blev fordelt i stamklasser, fortæller Majbritt Frommelt. Foto: Privat.

En genåbning skal ske med respekt for pandemien 

Står det til Majbritt Frommelt, så skal skolerne dog ikke åbnes for enhver pris. Det skal kun gøres, hvis det er sikkert. 

- Over en periode på to skoleår har de kvalitetsmæssigt været nedskåret på undervisning, men omvendt så synes jeg heller ikke, at det nytter noget at sende dem afsted, hvis der skal lukkes ned igen. Jeg tror, det limbo er mere skadeligt. 

- Så jeg synes måske, man kunne gøre sådan, at de går i skole hver anden dag eller én dag i ugen, siger Majbritt Frommelt. 

16-årige Amalie håber at kunne komme tilbage på efterskolen

Hendes mellemste datter, Amalie Juul Frommelt, går i 9. klasse på Efterskolen Ådalen syd for Aarhus, og der er ingen tvivl om, at hun håber på, at onlineundervisningen snart bliver byttet ud med livet på efterskolen. 

- Amen det ville virkelig være dejligt. Det er det, som jeg allerhelst vil. Det er hårdt med onlineundervisning, for det er meget det samme igen og igen. Jeg savner, at dagene bliver forskellige igen. Lige nu smelter de bare sammen, siger Amalie Juul Frommelt til TV2 ØSTJYLLAND. 

Amalie Juul Frommelt har matematik online. Foto: Privat.
Amalie Juul Frommelt har matematik online. Foto: Privat.

Og så vil det også betyde, at hun kan se flere af sine venner igen. 

- Det bedste ville være at se dem alle igen. Jeg savner at være social, og vi er jo ikke sammen med andre end dem på efterskolen, så jeg synes også, det ville give god mening, siger hun. 

Også selvom der er risiko for, at de kan blive sendt hjem igen - modsat hendes mor. 

- Hellere at man får to uger sammen og så bliver sendt hjem igen, end at man slet ikke får dem set, siger hun. 

I midten af januar snakkede vi også med 16-årige Amalie Juul Frommelt omkring hendes efterskoleophold, som i flere måneder har foregået hjemmefra. Indslaget er fra d. 13. januar 2021.
IMG_Parkour224

play Moumen hopper fra mur til mur - lader sig ikke styre af usynlige regler

lægehelkiopter akuthelikopter helikopter

Person fløjet på hospitalet efter frontalt sammenstød

regn regnvejr

play Kraftig torden har på ny kurs mod Danmark

politibil

Ungt kærestepar i slagsmål: Pludselig gik de amok på politiet

20200925-111922-L-1920x1280we

play Regnen vælter ned over Østjylland

elledning ledning el elektricitet strøm elmast

20.000 ramt af strømafbrydelse søndag morgen

Dagens mest læste