Lokal brugs bruger alternativ metode for at overleve
Den lokale brugs i Tebstrup har taget et lidt utraditionelt greb i brug for at få flere kunder i butikken.
Som mange andre små lokale købmænd er Dagli' Brugsen i Tebstrup presset.
De oplever, at færre og færre kunder handler hos dem og i stedet handler i større dagligvarebutikker, som de kører forbi på vej hjem til Tebstrup, der ligger mellem Skanderborg og Horsens.
- Antallet af kunder er nedadgående, så på et tidspunkt er man nødt til at overveje, om man har en plads, siger Terese Mikkelsen, der er brugsuddeler i Dagli' Brugsen Tebstrup.
Derfor har de taget en lidt anderledes metode i brug i et forsøg på at lokke flere kunder i butikken.
Deler regnskab på Facebook
Hver uge deler de nemlig butikkens fulde regnskab offentligt på Facebook, så kunderne hele tiden har en ide om, hvordan det går.
- Vi gør det for at give kunderne et indblik i, hvordan det går, og hvor meget mere de skal handle, for at vi kan overleve, siger Terese Mikkelsen.
Brugsuddeleren understreger, at det altså ikke er for at hænge nogen ud, men blot for at informere kunderne.
- Vi er meget glade for de kunder, vi har, men der er desværre ikke nok, siger hun.
- Folk kan nemt have en fornemmelse af, at det sikkert går fint hos os, og derfor prioriterer de ikke at handle her.
Butikken deler både de gode og dårlige regnskaber, så kunderne også kan se, at det gør en forskel, når de faktisk kommer.
- Støt lokalsamfundet
Den lokale brugs er særligt presset lige nu, fordi de ikke har kunder nok til at køre rundt.
Men for Terese Mikkelsen er der også et større formål end blot at redde brugsens økonomi.
- Vi prøver at appellere til, at de støtter op om lokalsamfundet, siger hun.
Indtil videre kan der ikke ses den store forskel på bundlinjen, siden butikken begyndte at dele regnskabet, men det skaber opmærksomhed på problemet, fortæller Terese Mikkelsen.