Leder fyret efter sexmistanke
Lukkede værested efter mistanke om overgreb
Da Skanderborg i 2010 lukkede opholdsstedet Elverkær for børn, der har været udsat for seksuelle overgreb og incest, skete det på baggrund af en mistanke om et seksuelt forhold mellem lederen og et af børnene. Det siger borgmester i Skanderborg Kommune, Jørgen Gaarde (S), til Ritzau.
- I 2010 er der mistanke om et seksuelt forhold mellem lederen og et af børnene, siger borgmesteren og fortsætter:
- Det reagerer vores personale på og fritstiller lederen efter sagen, hvorefter sagen bliver anmeldt til politiet. Så det er på baggrund af episoden i 2010, at politiet må have reageret i dag.
Ifølge DR Nyheder er der tale om en 63-årig mand, der i næsten tyve år har drevet det socialpædagogisk opholdssted, som ligger uden for Skanderborg. Lederen er ifølge DR sigtet for adskillige overgreb mod børn af begge køn.
Politiet har efterforsket lederen gennem længere tid og det er den efterforskning, som nu har ført til sigtelserne for sexovergreb.
Kommunen anmeldte sagen
Ifølge borgmesteren var det kommunen, som på daværende tidspunkt anmeldte sagen til politiet.
Borgmesteren oplyste i første omgang til Ritzau, at stedet lukkede i 2007, men det har efterfølgende vist sig at være forkert. Borgmesteren oplyste også, at der ikke var tale om sexmistanke forud for lukning. Det korrigerer borgmesteren nu også i anden omgang.
Opholdsstedet har blandt andet været godkendt til at tage sig af børn, der har været udsat for seksuelle overgreb og incest.
Manden fremstilles torsdag i et grundlovsforhør, hvor en dommer vil tage stilling til, om manden skal varetægtsfængsles.