Kommune klar med redegørelse i Ry-sag
Onsdag præsenterer Skanderborg Kommune en redegørelse i sagen fra Ry, hvor fire drenge overfaldt en jævnaldrende med brændende benzin
Onsdag løfter Skanderborg Kommune sløret for en redegørelse, der skal gøre folk klogere på sagen, hvor fire drenge sidste mandag kastede brændende benzin på en jævnaldrende dreng i Ry.
De fire drenge, som er i alderen 15-16 år, blev tirsdag i sidste uge varetægtsfængslet i sagen.
Den 16-årige dreng, der blev angrebet med brændende benzin, blev indlagt på sygehuset i kritisk tilstand. Han er udenfor livsfare.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) bad om redegørelsen i kølvandet på episoden. Og de seks sider præsenteres på et pressemøde onsdag klokken 11.
Allerede nu siger Jørgen Gaarde, at redegørelsen ikke giver svar på alle spørgsmål.
- Udover at være en meget voldsom handling og en tragedie for ofret og også de andre involverede, er sagen også meget kompleks. Der er forhold omkring de involverede personer, som redegørelsen ikke besvarer, fordi den ikke må indeholde fortrolige personoplysninger, og fordi der foregår en politi-efterforskning, siger han i en pressemeddelelse.
- Alligevel vil redegørelsen utvivlsomt være med til at nuancere billedet af konfliktniveauet og den forebyggende indsats på skolen, tilføjer Jørgen Gaarde.
Læs også
Skanderborg Kommune oplyser, at redegørelsen er baseret på oplysninger fra Mølleskolen, hvor drengene går, fra kommunens PPR-afdeling, SSP og Myndighedsafdelingen.
I redegørelsen fremlægges blandt andet dokumentation for den generelle trivsel på Mølleskolen. Redegørelsen kommer også ind på konfliktniveauet på 9. klassetrin og skolens observationer af, hvad der er foregået op til overfaldet.
Skanderborg Kommune påpeger i pressemeddelelsen, at formålet med redegørelsen ikke er at ”frikende” eller ”dømme” kommunens institutioner eller andre enheder for deres indsats.
Skanderborg Byråd behandler redegørelsen under et lukket punkt på det kommende byrådsmøde.
Kort oprids af Ry-sagen
* Drengen bliver stærkt forbrændt fra livet og ned
* Den afghanske dreng går knap en kilometer hjem til familiens hus efter angrebet, hvorefter han straks bliver bragt til sygehuset
* Drengen bliver indlagt i kritisk tilstand, men er uden for livsfare
* Fire drenge fra Ry anholdes. De er alle etniske danskere
* De fire drenge bliver varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet efter straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold
* Drengene er i alderen 15-16 år, og grundet deres lave alder opholder de sig nu på lukkede ungdomsinstitutioner
* Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), har bedt om en redegørelse af forløbet
* Redegørelsen består af seks sider. Den offentliggøres onsdag 15. februar
Kilder: Sydøstjyllands Politi, Skanderborg Kommune og Ritzau