100 år gammel bro rives ned - får store konsekvenser for tog og biler

En 100 år gammel vejbro skal erstattes, så der i fremtiden kan køre eltog på strækningen mellem Fredericia og Aalborg.

En vejbro fra 1921, på Skanderborgvej mellem Hørning og Stilling, skal erstattes med en ny. Og det betyder, at et stykke af vejen skal lukkes det næste år. 

Vejbroen skal skiftes ud, da den i øjeblikket ikke er høj nok til de kommende elmaster og kørestrømsledninger, der skal bruges, så der kan køre eltog på strækningen. 

- Arbejdet med at elektrificere jernbanen er en forudsætning for, at vi kan få indsat fremtidens eltog, som både udleder mindre CO2 og støjer mindre. Derfor er vi også glade for, at vi nu kan igangsætte arbejdet her ved Skanderborgvej, som er et vigtigt skridt på vejen mod den grønne jernbane, siger Jette Aagaard, projektdirektør for elektrificeringsprogrammet i Banedanmark, i en pressemeddelelse. 

To kilometer omkørsel

Arbejdet med at etablere den nye vejbro betyder, at strækningen bliver lukket af for biler fra fredag den 14. januar og indtil januar 2023. 

På grafikken kan man se, hvilken omvej bilister skal køre, grundet ombygningen af broen.
På grafikken kan man se, hvilken omvej bilister skal køre, grundet ombygningen af broen. Foto: Banedanmark

Byggeriet sender bilister, der kører mellem Hørning og Stilling, ud på en 1,8 kilometer lang omkørsel. 

Derudover vil arbejdet også i enkelte tilfælde påvirke togtrafikken. 

Banedanmark oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at det drejer sig om fredag den 25. marts klokken 10 til søndag den 27. marts klokken 06, hvor der ikke kommer til at køre tog mellem Aarhus og Skanderborg, da den gamle bro skal rives ned. 

Fakta om nye eltog

Derudover bliver strækningen også lukket fra fredag den 8. april klokken 22 til mandag den 11. klokken 04. 

I begge tilfælde vil der blive indsat togbusser som erstatning. Derudover vil der også blive tale om enkelte nætter, hvor der ikke kommer til at køre tog på området.

- Vi har bestræbt os på at tilrettelægge arbejdet, så det forstyrrer så lidt som muligt. Det er samtidig klart, at når vi i kortere perioder skal pille den gamle bro ned eller arbejde ved sporet, så går det af sikkerhedsmæssige grunde ikke, at der kommer tog kørende, siger Jette Aagaard.