Wilbek: BSV er førsteudfordrer
BSV bliver fremover førsteudfordrer til AG København, mener landstræner
Landstræner for håndboldherrerne, Ulrik Wilbek, mener, at BSV fremover bliver førsteudfordrer til AGK.
DM-finalisterne AG København og Bjerringbro-Silkeborg vil også fremover være de to dominerende hold i dansk herrehåndbold, mener landsholdstræner Ulrik Wilbek.
- BSV er dem, der kommer tættest på AG København, og det er ikke bare i år, men også i årene fremover, siger Ulrik Wilbek. Lørdag mødes BSV og AGK i den første DM-finale i Silkeborg-hallen, og den kamp bliver et synligt eksempel på forskellen mellem de to hold.
Silkeborg-hallen kan rumme godt 2.000 tilskuere, mens det andet opgør bliver spillet i Parken, hvor AG København hævder at have solgt 28.000 billetter.
Men også på den front vil Bjerringbro-Silkeborg bevæge sig i retning af AG København.
- BSV's største udfordring er manglen på faciliteter i forhold til tilskuere. Det prøver de at gøre noget ved, og det vil ske nu, da de har fået Lars Larsen ind over, siger Ulrik Wilbek.
- Hvis de først får udbygget deres hal, vil man se rigtig mange aktiviteter i BSV. Men det har man i virkeligheden set lige siden, klubben flyttede til Silkeborg, siger Wilbek. Overskriften i dansk håndbold har de seneste mange år været historier om konkurs og dårlig økonomi.
Positivt for økonomien
AG Københavns indtog har været positivt for økonomien, mener Ulrik Wilbek, og han ser positive tiltag andre steder.
- Aalborg har også rimelig godt gang i det, hvor Eigild B. Christensen (sponsor) har skudt voldsomt ind. Der er også folk, der ligger mange penge i Kolding. Det kan man komme til at se flere steder, siger Ulrik Wilbek.
Han forventer, at flere jyske klubber vil hente inspiration i AG København.
- Jeg tror ikke, der kommer et tilsvarende projekt. Men jeg tror, man kommer til at se projekter, der forsøger at matche det i forhold til den størrelse en provinsby i Jylland har.
- Holdene i provinsen vil gerne sige, at de kan være med, og BSV er nok dem, der allerbedst kan, siger Ulrik Wilbek.
DM-finaler
Første kamp spilles lørdag den 14. maj klokken 16.15 i Silkeborg-hallen.
Anden kamp spilles lørdag den 21. maj klokken 16.00 i Parken.
Kun i det tilfælde, at de to hold vinder en kamp hver, bliver en tredje kamp spillet:
Tredje kamp vil blive spillet søndag den 29. maj klokken 20.15 i Brøndbyhallen.