Voel vil frede halinspektør
Halinspektør Jørn Hansen står til afskedigelse, men det vil man ikke finde sig i i Voel
Halinspektør Jørn Hansen fra Voelhallen står til afskedigelse i en sparerunde, men det har bragt sindene i kog i det lille samfund nær Silkeborg, hvor alle kender og holder af Jørn Hansen.
- Jeg troede slet ikke i min vildeste fantasi, at der var så mange, der tænkte på mig, siger halinspektør i Voelhallen, Jørn Hansen.
Efter 25 år som halinspektør bliver han nu indstillet til afskedigelse.
- Det er det, jeg gruer for. Jeg er allerede ved at have mareridt over det, for det er jo mit liv det her. Hvad skal jeg give mig til om aftenen? Jeg har det bedst ved at sidde her, siger han.
Elitehåndboldklubberne BSV og Silkeborg-Voel holder til i Voelhallen, og de så meget gerne, at Jørn Hansen fortsatte.
- Det er noget, der bliver drevet på frivillig basis, som vi selv skaber herude. Vi er Silkeborg Kommunes kæmpestore elite-udviklingsklub. Det kræver servicering og rengøring at holde de ydmyge rammer kørende herude, siger Lars Buchreitz Thygesen, der er formand for Silkeborg-Voel KFUM, og som har startet en underskriftsindsamling for Jørn Hansen.
Flere end 1.500 personer har indtil videre skrevet under.
Men på trods af det står kommunen fast.
- Deres halinspektør er jo et ikon for det område og for deres haller, og han er en fantastisk mand. Men vi er altså blevet pålagt at finde en procent (i besparelse, red.), og det er det her, vi har peget på et samlet udvalg, siger Gitte Willumsen (V), der er formand for idrætsudvalget i Silkeborg Kommune.
Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.