Velkendt olie bruges i kampen mod narko i nattelivet
Wc'er og glatte overflade smøres ind i olie, så de ikke kan bruges til at sniffe narko på
Flere diskoteker i Silkeborg er gået til kamp mod gæsternes brug af ulovlige stoffer. Og alle kneb gælder. En af metoder er at sprøjte olie på wc'erne og andre glatte overflader på toiletterne. Olien får nemlig pulver-stofferne til at klumpe og klistre fast, så de bliver umulige at indtage gennem næsen.
Den populære og velkendte problemknuser, WD-40, kan nemlig bruges til lidt mere, end man lige regner med.
Hos natklubben CC i Silkeborg benytter man sig af olien for at holde narkoen væk.
- De har en fest kørende på noget andet end fadøl og drinks, og det tjener vi selvfølgelig ikke penge på, og så er det også noget, der skaber en utryghed blandt en masse gæster, når folk opfører sig på en måde, der ikke er som mængden, siger Christoffer J., der er bestyrer af CC.
Olien hjælper
Problemet med stoffer er ikke stort i Silkeborg ifølge de restauratører, TV2 ØSTJYLLAND har talt med, men der er sket en udvikling.
- Jeg synes, at det er blevet mere synligt. Om det er fordi, at der er flere, der tager det, ved jeg ikke, men det virker som om, at det lidt er alle, der kan finde på at tage det. Det kan være den stille pige fra gymnasieklassen, tømreren eller revisoren på 55 år. Det virker som om, at det ligger i alle lag af samfundet, siger Christoffer J.
På Café Bifrost i Silkeborg benytter de sig også af tricket med olien for at holde de ulovlige stoffer væk.
- Vi vil gerne holde det gode publikum herinde, så der er en god stemning og trygt at være, siger Ingrid Andersen, der er bartender på Café Bifrost.
På Café Bifrost er man ligesom på CC overbevist om, at olien har den ønskede effekt.
TV2 ØSTJYLLAND var torsdag en tur forbi Silkeborg Gymnasium. Her fortalte flere af de unge, som vi talte med, at det er muligt at skaffe narko, hvis man virkelig vil.
Læs også
- Hvis du har lyst til det, kan du sagtens skaffe det. Det er bare lige at spørge en ven af en ven, som kender en, siger Esben Riis Stephensen fra 3.W.
De seneste måneder har politiet i Silkeborg haft ekstra fokus på narkomiljøet i byens natteliv, og her er flere blevet sigtet for besiddelse af narkotika.
Du kan se mere om brugen af olien i nattelivet i videoen øverst på siden.