Vaccinationscenter rykker ud på gymnasier
Det mobile vaccinationscenter var på gymnasiet i tre timer og meget tyder på at vaccinationerne i fremtiden bliver endnu mere mobile.
Onsdag kunne de 1500 elever, der går på Silkeborg Gymnasium, tage et smut forbi gymnasiets idrætshal og få første eller andet vaccinestik mod COVID-19.
- Jeg synes, det er fedt, at der er mulighed for, at de kommer herud. Så skal man ikke tage busser eller få ens forældre til at køre et andet sted hen for at blive vaccineret, siger gymnasieelev Agnes Marie Daldof, der i dag blev vaccineret på Silkeborg Gymnasium, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det mobile vaccinationscenter var på gymnasiet i tre timer, og for gymnasiet giver det god mening at invitere vaccinationscentret indenfor.
- Vi ved, at jo flere elever, der er vaccineret, jo mindre er risikoen for, at der er elever, der er nødt til at sidde hjemme og følge undervisningen virtuelt, og alt hvad det indebærer, siger rektor på Silkeborg Gymnasium, Tina Riis Mikkelsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Selvfølgelig reducerer vi også risikoen for i yderste konsekvens at være nødt til at lukke skolen ned i perioder.
Læs også
Vaccinationer bliver mere mobile
Der var flere elever, der onsdag benyttede muligheden for at få første eller andet vaccinestik på gymnasiet. Og ifølge Vaccinationscenter Silkeborg tyder meget på, at vaccinationerne bliver endnu mere mobile i fremtiden.
- Man kunne også godt forestille sig, at efterskoler vil efterspørge, at vi kommer derud. Det kunne også være erhvervslivet, hvis der er nogle medarbejdere, der mangler deres vaccination, siger leder af Vaccinationscenter Silkeborg, Birgitte Skovgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Det er bare vigtigt, at vi også har de rigtige rammer til at kunne tage ud og vaccinere.
På fredag får HF-uddannelsen i Silkeborg besøg af det mobile vaccinationscenter.