Uheld skaber trafikkaos
Lange køer efter at flere biler stødte sammen
Et trafikuheld giver onsdag morgen en del problemer for trafikken på hovedvejen mod Ikast vest for Silkeborg.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi stødte tre til fire biler omkring kl. 08 sammen på Silkeborgvej tæt på mindestenen for Kaj Munk.
Ingen personer er kommet alvorligt til skade. En enkelt af de implicerede er dog kørt til behandling på sygehuset med lettere skader.
- Men uheldet giver en del problemer, da det skete midt i myldretiden. Hele det vestlige spor er helt spærret. Vi har derfor sendt folk derud for at dirigere trafikken, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter uheldet var der kø hele vejen fra ulykkesstedet ved Hørbylunde til Ringvejen i Silkeborg.