"Tømrer" får sit elskede 19-tal
Overtro eller ej. Seks spillere fra Silkeborg IF får nye trøje-numre
Overtro, prestige eller blot symbolske betydninger. Årsagerne kan være mange, når fodboldspillere vælger det tal, der skal være deres rygnummer.
For at imødekomme spillernes forkærlighed for bestemte rygnumre har Superliga-klubben Silkeborg IF besluttet at ændre rygnummeret på hele seks af klubbens spillere.
For anfører Henrik "Tømrer" Pedersen lægger der en helt særlig grund til, at han nu skifter tallet 11 ud med tallet 19:
- Det er det tal, som jeg fik tildelt for efterhånden mange år siden, da jeg kom på min første kontrakt. På den måde kan man sige, at ringen er sluttet, og at det vil være en fin måde at slutte det hele af på. Egentligt ville jeg gerne have haft nummeret da jeg kom tilbage fra England, men på det tidspunkt havde Kim Olsen det nummer, og selvom han var lejet ud, syntes jeg ikke, at jeg kunne få det. Men nu kom chancen så, og det er jeg glad for,siger Henrik "Tømrer" Pedersen til Silkeborg IF's officielle hjemmeside.
Den komplette oversigt med de nye trøjenumre ser således ud:
- Lasse Heinze skifter trøje nr. 30 ud med nr. 1.
- Simon Jakobsen skifter trøje nr. 29 ud med nr. 4.
- Christian Holst skifter trøje nr. 18 ud med nr. 7.
- Henrik "Tømrer" Pedersen skifter trøje nr. 11 ud med nr. 19.
- Daniel Pedersen tildeles sit første trøjenummer, nemlig nr. 15.
- Sebastien Moneron tildeles ligeledes sit første trøjenummer, som bliver nr. 18.