Tog påkører bil i det centrale Silkeborg
Ingen personer er kommet til skade, oplyser politiet
Mandag eftermiddag omkring klokken 16.30 har et tog påkørt en bil. Heri sad en 47-årige kvinde, som ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er sluppet med mindre knubs.
Ulykken skete ved Frederiksberggade/Christian 8.s Vej ved Jernbanevej tæt på Silkeborg Station i den centrale del af byen.
- Hun kommer kørende ad Christian 8.s Vej i nordlig retning, men da det er midt i myldretiden, sidder hun i kø. Uheldigvis ender hun så med at holde midt på skinnerne, da bommene går ned, fortæller vagtchef Gert Høegh.
Skabte stor kø i Silkeborg
Der har hun så kunnet sidde og se, toget kører ind i bilen. Heldigvis kunne hun selv gå ud af køretøjet efter, toget havde påkørt hende.
- Efterfølgende skabte uheldet en del mere kø på stedet. Vi skulle have ryddet op, og det er en af byens mest trafikkerede veje, siger Gert Høegh.
Uheldet skabte også problemer for togtrafikken, hvor flere tog efterfølgende er blevet aflyst. Men Arriva har netop meddelt, at togene mellem Silkeborg og Aarhus kører igen nu.