Silkeborg - mod øst eller vest?
Åbner for samarbejde med bl.a. Herning
Silkeborg skal ikke udelukkende skele til Aarhus, når der skal samarbejdes med andre kommuner.
Det mener Venstres spidskandidat, Steen Vindum, der tirsdag aften deltog i en direkte debat på TV 2 | ØSTJYLLAND om valget i Silkeborg Kommune.
- Jeg synes godt, man kan spille på to heste. Vi kan godt lave et strategisk samarbejde - fx med Viborg som på mange områder ligner os rigtigt meget. Man kunne samarbejde omkring infrastruktur, turisme og sundhed, forklarede Steen Vindum i tv-debatten.
Se: Hul i Torvet - ikke i hovedet
Ifølge nuværende borgmester Hanne Bæk Olsen (S) samarbejder Silkeborg allerede i dag med andre kommuner end de østjyske - fx kommunerne langs hærvejen og Gudenåen.
Alligevel bør der ifølge hende stå klart, at Silkeborg skal trækkes mod Aarhus-området i øst og ikke fx Herning og Ikast mod vest.
- Der skal ikke være tvivl om, at vi har kastet vores kærlighed mod Business Region Aarhus. Man kan kun være gift med én ad gangen, understregede hun.
Se mere i videoen øverst på siden.