Silkeborg IF smadret i Parken
Sendt hjem med en øretæve på 0-5 mod FCK
FC København leverede en magtdemonstration mod hjælpeløse Silkeborg, da københavnerne søndag aften i Parken bankede udeholdet med 5-0 efter en pauseføring på hele 4-0.
I den måske mest ensidige superligakamp hidtil i sæsonen var spillehumøret helt i top hos FCK'erne, som var stærke i pasningsspillet og fik krydret en god indsats med nogle flotte mål.
Silkeborgs bundhold lignede aldrig et mandskab, der troede på point i Parken, og FCK afgjorde mere eller mindre det hele omkring det 10. minut, hvor tredje gang viste sig at blive lykkens gang for værterne.
Tre store chancer på ét minut
Inden for det samme minut havde FCK tre store chancer. Andreas Cornelius tvang først et fin redning ud af Lasse Heinze, og på det efterfølgende hjørnespark headede angrebskollega Igor Vetokele bolden på undersiden af overliggeren.
Forsøget førte til et nyt hjørnespark, og ved det viste FCK-topscorer Andreas Cornelius, hvorfor han er blevet landsholdsspiller i efteråret. Angriberen har virkelig målnæse og headede bolden i mål til 1-0.
Kort efter scorede Cornelius endnu en gang, inden overliggeren senere forhindrede et hattrick for Cornelius.
Efter lidt over en halv times spil stod der 4-0 efter to flotte Nicolaj Jørgensen-mål fra distancen.
En lang Silkeborg-sæson
Det var en fornøjelse at se på, og man kunne ikke bebrejde hjemmeholdets spillere for at gå ned i gear derefter.
Derfor blev det ved indskiftede Martin Vingaards ene mål til 5-0 i anden halvleg.
I forhold til Silkeborg er der blot at sige, at det formentlig bliver en rigtig lang sæson i bundstriden.