Prisstigning skaber bølger i bådforening
En kommende prisstigning på bådpladser har vakt røre i de ellers rolige vande i Silkeborg.
Silkeborg Kommune mangler penge, og derfor skal der findes 300.000 kroner fra bådpladserne i Indelukket i Silkeborg.
Det betyder en årlig prisstigning på 1000 kroner for en stor bådplads, der i forvejen koster 9000 kroner om året.
Det vækker harme i Silkeborg Motorbaadklub, der har hjemme i Indelukket.
- Så har jeg overvejet at sælge min båd, for så har jeg ikke råd til at have den mere, siger foreningens formand, Jørgen Søgaard.
Læs også
Fordeler udgiften
Fra byrådets side mener man, at det er rimeligt at fordele udgiften ud på alle 900 medlemmer af foreningen. Det siger formanden for Kultur- Fritids- og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune, Johan Brødsgaard. Radikale Venstre.
- Vi skal bare huske, at vi har flere hundrede bådpladser. Hvis vi fordeler 300.000 kroner på dem, så håber og tror jeg, at vi får en prisstigning, som de fleste kan se sig selv i, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Men en stigende udgift kan risikere at ødelægge et helt særligt fællesskab i Indelukket.
-Vi har et utroligt stort fællesskab ved at sejle på søerne og alle de pladser, vi har rundtomkring, hvor vi holder alle mulige arrangementer, siger næstformand i Silkeborg Motorbaadsklub, Arne Brohuus.
Tag hensyn til pensionister
Han frygter, at det ikke er den sidste prisstigning.
- Det er en ren malkeko, som kommunen har, siger Arne Brohuus.
Læs også
Foreningen mener, der bør tages særligt hensyn til de mange pensionister, der har deres båd liggende i den idylliske lystbådehavn. Men det mener Johan Brødsgaard ikke er en rimelig måde at fordele udgiften på.
- Jeg synes ikke, man skal ind og se på, om man er pensionist eller ej, så er der pludselig rigtig mange forhold, der kan komme i spil. Har man en høj indkomst eller ej og så videre, siger han.
Frygter fremtiden
Tilbage sidder foreningens formand og frygter for fremtiden for sine medlemmer og sig selv.
- Vi har et fantastisk godt sammenhold og et godt kammeratskab. Hvis man ikke har en båd, så er der ikke meget ved at komme herned, så smuldrer det lige så langsomt, siger Jørgen Søgaard til TV2 ØSTJYLLAND.