Politiet har fundet 14-årig pige
Midt- og Vestjyllands Politi bad offentligheden om hjælp til at finde en 14-årig pige fra Silkeborg, der var gået fra sin bopæl søndag eftermiddag.
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyste søndag eftermiddag en 14-årig pige, der var gået fra sin bopæl i Silkeborg klokken 14.30 søndag.
Hun er nu fundet i god behold i København, og familien har hentet hende.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Den 14-årige piges familie var nervøs for hendes tilstand, oplyste politiet til TV2 ØSTJYLLAND i går.
- Vi vil gerne have bekræftet, at hun har det godt. Hun er muligvis gået hjemmefra i deprimeret tilstand, og man kan derfor være nervøs for, om hun vil gøre noget dumt, sagde vagtchefen.
Da den 14-årige pige ikke havde sin telefon med sig, var det ikke muligt for politiet at spore hendes færden.
Men nu er hun altså fundet.