På hospitalet efter styrt
Kørte ind i holdkammerater med høj fart
Netop som Silkeborg-rytteren Jakob Fuglsang havde demonstreret storform i det franske Tour-forberedelsesløb Dauphiné Libéré i sidste uge, gik det galt.
Søndag kørte den østjyske cykelrytter ind i to af sine holdkammerater ved et højresving under en nedkørsel i høj fart.
Det skete på den spanske ferieø Tenerife. De to andre ryttere var Andrei Grivko og Assan Bazayev.
Ulykken skete ifølge Team Astanas officielle hjemmeside kort efter rytterne havde begivet sig ud på dagens træning. De tre var de eneste Astana-ryttere, der røg i asfalten. Resten af holdet i træningsgruppen, heriblandt svenske Fredrik Kessiakoff, nåede at standse i tide.
Skader på albuen og ryggen
Den østjyske rytter og hans to forulykkede holdkammerater måtte på hospitalet efter det voldsomme styrt.
Fuglsang fik både skader på albuen og ryggen, men han skulle ifølge sportsdirektøren Dimitriy Sedoun være tilbage på cyklen i kløbet af den kommende uge.
Det gik værre for hans to holdkammerater. Grivko fik skadet en knogle ved håndledet, og han skal tilses af en specialist om mandagen, og det er fifty-fifty om han kan fortsætte træningen frem mod Touren. Bazayev fik derimod skader i ansigtet og stopper nu sine forberedelser til Tour de France.
Ifølge sportsdirektøren var der dog ingen af rytterne, der brækkede nogen knogler ved ulykken.