Okkels skifter SK Aarhus ud med Silkeborg-Voel
Den østjyske håndboldprofil Anna Sophie Okkels har skrevet under på en to-årig kontrakt med Silkeborg-Voel. Den gælder fra næste sæson
Anna Sophie Okkels og Silkeborg-Voel har papir på hinanden fra næste sæson og to år frem.
Den 26-årige landsholdsprofil spiller i dag i SK Aarhus, som til sommer mister sin økonomiske bagmand og derfor efter alt at dømme må skrue ned for blusset.
Anna Sophie Okkels glæder sig til at blive en del af Silkeborg-Voel.
- Hele setuppet tiltaler mig meget, og det virker som det helt rigtige sted for mig. Det virker utrolig professionelt, den måde man driver klubben på, og så har de en rigtig dygtig træner i Jakob Andreasen og nogle gode spillere, siger hun i en pressemeddelelse.
Læs også
I Silkeborg-Voel glæder man sig over at kunne tiltrække en spiller som Anna Sophie Okkels.
- Hun er "sulten", arbejder hårdt og har en masse fysik. Trods det, at hun ikke er så gammel, har hun efterhånden opbygget en stor erfaring, som er altafgørende, når kampene spidser til. Udover at være en af Danmarks bedste venstre backs, passer Anna Sophie Okkels også rigtig godt ind på holdet med sin positive attitude og sociale karakter, siger cheftræner Jakob Andreasen i pressemeddelelsen.
Han glæder sig over den udvikling, klubben oplever både sportsligt og uden for banen.
- Jeg synes, det er fantastisk, at vi efter mindre end tre år i ligaen kan tiltrække sponsorer som Jysk og spillere som Anna Sophie Okkels. Vi er langt fra tilfredse endnu. Første step var at etablere et ligahold. Det har vi nu, så nu er vi på vej mod næste step – slutspillet, og det tror jeg på, at vi kan blive en fast del af inden for kort tid, siger Jakob Andreasen.
Anna Sophie Okkels er ikke eneste spiller, der næste sæson skifter fra SK Aarhus til Silkeborg-Voel. I december blev Camilla Fangel præsenteret som kommende spiller i Silkeborg-Voel.