Mulig ny verdensrekord: Løb i mere end ti timer op og ned ad Silkeborg-bakke

På lidt under 11 timer løb Simon Grimstrup 8.848 højdemeter på en bakke ved Silkeborg. Hvis løbet godkendes, er det ny verdensrekord.

Kristi Himmelfartsdag fandt et usædvanligt verdensrekordforsøg sted i skoven lige uden for Silkeborg - nærmere bestemt på Duedalsbjerg ved Virklund.

Manden bag rekordforsøget er ultraløberen Simon Grimstrup:

- Det er en lidt sjov bakke, fordi det er en gammel skihopbakke. 

- Jeg valgte den, fordi jeg her ville få flest højdemeter på kortest tid, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Simon Grimstrup på vej ned af Duedalsbjerg. De sidste fem timer af løbet løb han op og ned på omkring 3 minutter og 30 sekunder.
Simon Grimstrup på vej ned af Duedalsbjerg. De sidste fem timer af løbet løb han op og ned på omkring 3 minutter og 30 sekunder. Foto: Kirsten Isak

Forsøget gik ud på at gennemføre en såkaldt 'everesting' til fods så hurtigt som muligt og måske slå verdensrekorden på 11 timer og et minut. 

Det kaldes ´everesting´, fordi der skal passeres de samme højdemeter som Mount Everest er højt - 8.848 meter.

quote - Hver gang jeg vendte, tænkte jeg; Hold kæft, hvor er det dumt, siger Simon Grimstrup.

Simon Grimstrup, ultraløber


Havde planlagt at stoppe halvvejs

Og for at nå op på de 8.848 højdemeter skulle Simon Grimstrup op og ned ad den gamle skihopbakke ikke mindre end 202 gange:

- Bakken var fedtet og mudret. Det var ikke ideelt til at sætte rekord, så inde i hovedet havde jeg tænkt, at jeg ville stoppe halvvejs, fortæller Simon Grimstrup.

Sådan skulle det dog ikke gå, for efter de første timer var løberen på vej mod verdensrekorden:

- De første 2000 højdemeter løb jeg på to timer. Det er ret hurtigt. Til sidst kunne jeg ikke regne noget ud, men mine venner gjorde det for mig, fortæller Simon Grimstrup.

Så da han efter 100 gange op og ned ville stoppe, var der ingen kære mor:

- Selvom jeg holdt en fin lille tale om, at jeg gerne ville stoppe hjalp det ikke. De fik mig til at fortsætte, fortæller Simon Grimstrup.

VIDEO: 44-årige Simon Grimstrup har netop slået verdensrekorden i en for mange nok ukendt disciplin.


Kæmpe mentale kriser undervejs

Og Simon Grimstrup er en mand, der kan tåle at blive presset. Det har han tidligere bevist ved at gennemføre en række af verdens hårdeste løb med længder på op til hundredevis af kilometer i bjergrigt terræn.

Alligevel var den lille bakke ved Silkeborg, som tilbage i 1940'erne blev brug som skihopbakke, en stor udfordring:

- Jeg har løbet i 100 timer, så i den sammenhæng er det ikke så lang tid. Men det, der var svært her, var, at man ikke kom nogen vegne.

Simon Grimstrup fik hjælp undervejs af venner, der blandt andet sørgede for proviant.
Simon Grimstrup fik hjælp undervejs af venner, der blandt andet sørgede for proviant. Foto: Kirsten Isak

- Hver gang, jeg vendte, tænkte jeg; Hold kæft, hvor er det dumt, siger Simon Grimstrup.

Men det var nu ikke så dumt alligevel. Tempoet var nemlig så højt, at de 202 omgange blev gennemført på 10 timer 46 minutter og 1 sekund.

Benene er helt smadret

Simon Grimstrup var altså næsten et kvarter hurtigere end den nuværende rekord i 'everesting'. Før han kan kalde sig verdensrekordindehaver, skal præstationen Kristi Himmelfartsdag dog først lige godkendes.

- Jeg tror, den bliver godkendt, for den er målt ret nøjagtigt op, og jeg har flere vidner, som var med hele vejen, siger Simon Grimstrup.

Og hvordan har bentøjet det så efter sådan en tur?

- De er ret smadret. Især når jeg går ned og op af trapper. Jeg skal ikke ud og løbe i dag, men måske i morgen, lyder det fra Simon Grimstrup lørdag morgen.

Samlede næsten 40.000 kroner ind

Hvert år i juni er Simon Grimstrup med til at arrangere et løb, hvor deltagerne kan prøve kræfter med netop en 'everesting'.

Ved løbet samles der ind til Læger Uden Grænser, og ved rekordforsøget torsdag kunne folk også donere til organisationen.

- Vi er på lige under 40.000 kroner indsamlet. Det var noget af det, der fik løbet til at give mening, siger Simon Grimstrup.

Soundbox Soundboks Anlæg højtaler Musik Botanisk Have Støj

Regler for soundbokse skærpes: Nu skal der være ro alle dage klokken 20.00

krukken_randers.jpg

play Skaberen af Randers’ ikoniske kobberkrukke er død

Hest Molslaboratoriet MolsLab

Nu taler politiet: Derfor rejses der sag mod Molslaboratoriet

jonas sloth fjernvarme laurbjerg

Familie spildte 60.000 kr. på den billigste løsning: Nu stiger priserne

20200714-125601-L-1920x1280we

Paddleboardere reddet i land på Djursland

Børnehuset Næringen i Risskov er en integreret institution med en vuggestue og en børnehave del. Sammenlagt har børnehaven 70 børn.

Børnehave genåbnet efter fund af indisk coronavariant

Dagens mest læste