Lilholt aflyser første koncert nogensinde: Skal under kniven
Sangikonet Lars Lilholt er nødt til at aflyse sin koncert i Silkeborg den 2. september. Han skal opereres i ryggen for to diskusprolapser
I mere end 40 år har den danske sanger Lars Lilholt, der bor i Gammel Ry ved Skanderborg, turneret land og rige rundt med sit band. Og det er aldrig blevet til en aflysning af en koncert, men det er han desværre nødt til nu.
Tre koncerter inden for de næste 14 dage aflyses, og en af dem er den planlagte i Indelukket i Silkeborg.
- Lars Lilholt skal opereres i ryggen for to diskusprolapser og en spinal stenose. Problemerne med ryggen startede allerede på Jelling Festival i foråret, men alligevel er turneen blevet gennemført indtil nu. De sidste mange jobs var dog med forsangeren på krykker og meget kraftige rygsmerter, lyder forklaringen på aflysningen fra sangeren på hans Facebook-side.
Rygspecialister har nemlig nu rådet ham til ikke at fortsætte og i stedet blive opereret. Derfor bliver koncerterne til Køge Festuge den 31. august, i Den Fynske Landsby i Odense den 1. september og altså i Indelukket i Silkeborg den 2. september aflyst.
- Forsanger og alle omkring bandet beklager aflysningerne, men bandet lover at vende frygteligt tilbage i 2018. Allerede købte billetter refunderes ved henvendelse, hvor de er købt, fastslår sangeren på Facebook.
Læs også
Her oplyses der også, at det rent faktisk er første gang i ikonets mere end 40-årige karriere, at han er nødsaget til at aflyse koncerter.
Lars Lilholt og bandet vil bruge vinteren til at færdiggøre et nyt album, og i 2018 lover de at gæste Indelukket på ny.