EM kommer til Silkeborg: - Det bliver en stor folkefest
Silkeborg skal være vært for EM i kano- og kajakmaraton i 2022.
Silkeborg Langsø skal danne rammen om europamesterskabet i kano- og kajakmaraton i 2022.
Og det glæder byens borgmester, Steen Vindum (V).
- Det er rigtig stort, at vi er blevet valgt som værtsby. Vi er rigtig stolte over, at vi har formået at trække mesterskabet til Silkeborg, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter.
- Vi har rigtig gode faciliteter i Silkeborg, og jeg håber, at det kan være med til at sætte byen på danmarkskortet – og måske endda verdenskortet.
Champagne og kransekage
Mesterskabet skal foregå på Silkeborg Langsø. Planen er, at den cirka 30 kilometer lange rute kommer til at ligge sådan, at roerne skal gennem den samme tur otte gange.
Undervejs på ruten skal de mange roere også på land med deres kajak. Og derfor kommer det til at være både seværdigt og underholdende, forsikrer Lars Damgaard, der er stævneansvarlig for det kommende EM.
- Det bliver en stor folkefest i midten af Silkeborg, og jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe succes, siger han.
Tidligere har Silkeborg lagt sø til andre mesterskaber i kano- og kajak, men arrangementet kommer til at overgå alt, hvad der tidligere er set i byen, mener Lars Damgaard.
- Vi har været glade for de stævner, vi tidligere har afholdt. Men det her er ren champagne og kransekage. Det er virkelig fantastisk, lyder det fra den mesterskabsansvarlige.
Læs også
Lokal roer: En drøm går i opfyldelse
Thorbjørn Rask er på U23-landsholdet, og han er begejstret over at skulle deltage i mesterskabet på hjemmebane.
- Det er helt vildt, at EM kommer til Silkeborg. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var lille - at ro på hjemmebane til et stort løb, siger han.
Og netop dét, at mesterskabet foregår på Thorbjørn Rasks hjemmebane, kan måske vise sig at være en fordel.
- Man kommer nok til at kunne give sig en lille smule mere, nu hvor man ved, at alle står og hepper på en, siger han og fortæller, at hans mål er at komme i top fem.
Pladsen bliver en udfordring
I år har Silkeborg været vært for et andet stort mesterskab: VM i curling. Men borgmester Steen Vindum (V) forudser, at EM i kano- og kajakmaraton bliver endnu større for byen.
Derfor er han også klar over, at det kan blive svært at finde plads til alle gæsterne i byen.
- Det bliver en udfordring at finde plads til alle dem, der gerne vil bo i byen. Men det bliver en positiv udfordring, selvom jeg ikke kan love, at vi kan finde plads til alle, siger han.
Mellem 500 og 600 kajakroere ventes at deltage i mesterskabet, og derfor bliver det også lidt af en udfordring at få stablet arrangementet på benene.
- Silkeborg Kajakklub kommer til at ligge på den anden ende i 2022. Vi skal gøre mesterskabet både unikt og kæmpestort, så det kommer til at kræve alle frivillige kræfter, lyder fra Lars Damgaard.
Læs også
Forbundet jubler
Danmark kommer også til at være vært for VM i kano- og kajaksprint i 2021, når Bagsværd lægger vand til.
VM i kano- og kajakmaraton skal derudover afholdes i Vejen i 2023. Derfor venter der tre store mesterskaber på dansk vand indenfor kort tid.
Og det er noget, som de er ekstremt glade for i Dansk Kano- og Kajakforbund.
- Det betyder rigtig meget for sporten, der bliver promoveret på bedste vis, siger formanden Ole Tikjøb og fortsætter.
- Der er tre medlemmer i Den Internationale Maratonkomité, som tidligere har deltaget i Tour de Gudenå. Det hjalp os selvfølgelig godt på vej, at de kendte Silkeborg derfra.
Den endelige dato for EM i Silkeborg er endnu ikke fastlagt, men europamesterskaberne plejer at blive afholdt i juli.