Kører du forbi Jysk Park i Silkeborg i denne tid, og der er fuld gang i projektørerne, så er det ikke dig, der ser syner - den er god nok.
Inden Jysk Park indvies mandag den 31. juli, skal lyset finindstilles og testes nøje. Det sker i uge 27 og 28.
Silkeborg Kommune oplyser, at projektørerne skal være tændt i 100 timer over en uges tid, for at lyskilderne kan 'brænde ind' - og de store spots kan give det bedste lys på banen til gavn for spillere, tilskuere og tv-seere.
Lysene vil være tændt i dagtimerne, så Jysk Parks naboer ikke generes mere end højst nødvendigt.
Premiere den 31. juli
Det nye stadion tages som sagt i brug den 31. juli, hvor Silkeborg om aftenen møder AGF i et vaskeægte østjysk lokalbrag.
Tema Silkeborg IF
Fejringen begynder allerede klokken 15, hvor et optog med knap 2.000 børn, unge og voksne fra byens idrætsforeninger og organisationer fylder Silkeborgs gader, når de i samlet flok går fra den gamle Mascot Park til det nye stadion.
Når de når Jysk Park, giver Simon Kvamm og Peter Sommer koncert, inden SIF og AGF indtager græstæppet.