VIDEO: Kom med rundt på det nye stadion i Silkeborg
Det nye stadion i Silkeborg med plads til 10.000 tilskuere står nu klar, og nu venter spillere, stab og fans bare på, at bolden ruller igen
"Virkelig fedt, intimt, anderledes, sjovt og frækt."
Det er nogle af de ord, folkene i Silkeborg IF sætter på deres nye stadion - Jysk Park - der i dag officielt står helt færdigt og klar til brug.
- Det er første gang, jeg er inde på banen. Jeg har været på en rundtur i omklædningsrum, tribune og lounge, men det ser endnu bedre ud herinde fra, hvor vi skal være det meste af tiden. Det er virkelig fedt, siger spilleren Simon Jakobsen om den lille legeplads.
For ham er det især en stor fordel, at det nye stadion er lukket i alle hjørner.
- På den måde er det mere intimt. Allerede nu, selvom der ingen tilskuere er, kan man mærke den gode atmosfære, forklarer Simon Jakobsen.
Stadionet er designet med fokus på at få publikum så tæt på banen som muligt. Ambitionen er, at klubben nu kan øge sponsorindtægter og hæve tilskuertallet, der i sidste sæson lå på omkring 3.100 tilskuere til hjemmekampene i gennemsnit.
Inspiration fra Portugal
- Et nyt stadion som det her giver ikke garanti for superligafodbold. Jeg tør til gengæld godt udstede en garanti for, at havde vi ikke fået det her anlæg, så ville vi ikke fortsat kunne blive ved med at tiltrække sponsorer og tilskuere, der gjorde, at vi kunne være med, siger direktør Kent Madsen.
Spillerne får glæde af spa, koldtvandsbassin og masser af plads i de nye omklædningsrum. Sponsorerne forkæles ligeledes med blandt andet nye sky-boxe.
- Det vil ikke overraske mig, hvis vi øger sponsorgrundlaget på det her med 20 pct. de næste par år, siger Kent Madsen.
En af de ting, der virkelig skiller sig ud på det nye Silkeborg Stadion er de farverige og spraglede sæder til tilskuerne. Noget som SIF har hentet inspiration fra i Portugals hovedstad, Lissabon.
- Vi har fået et stadion, der ser anderledes ud end alle de andres. Vi synes, det er sjovt og frækt. Det giver faktisk nogle bedre tv-billeder på de her tribuner, der måske ikke altid er helt fyldt op, så der er noget dynamik, siger Kent Madsen.
Øverst i artiklen kan se et tv-indslag fra det nye stadion. Videoen er lavet af TV MIDTVEST.