Rude smadret - så måtte færge vende om
Af sikkerhedsmæssige årsager måtte færgen fredag vende om og sejle tilbage til Aarhus.
En smadret rude tvang fredag færgen Lilleøre til at vende om og søge tilbage mod havnen.
Færgen, der ifølge Samsø Rederi var sejlet fra Aarhus i "relativt fint vejr", fik sig nemlig noget af en overraskelse, da den havde passeret Tunø.
Her var bølgerne så høje, at man måtte sænke farten. Det var dog ikke nok.
- Søerne slog så kraftigt op under skibet, at en siderude i styrehuset gik i stykker, og regnen væltede ind i styrehuset med fare for skade på instrumenter og inventar, skriver rederiet på sin hjemmeside.
Rederiet formoder, at rystelserne fra bølgerne har påvirket ruden, og tolerancerne i rudekarmen har været for små til at stå imod.
Derfor måtte færgen søge tilbage mod Aarhus, og det har også fået konsekvenser for sejlplanen i weekenden.
Flere aflyste afgange
Der var tale om den færge, der sejlede fra Aarhus klokken 14, og passagerne blev i stedet fragtet til Hou, hvorfra de kunne komme til Samsø.
Den smadrede rude har påvirket flere afgange. Også lørdag er færgen Sælvig-Hou klokken 18.15 og Hou-Sælvig klokken 19.30 aflyst. Derudover er hurtigfærgen Sælvig-Aarhus aflyst hele lørdag og søndag på grund af kraftig vind.
Samsø Rederi oplyser, at der er bestilt en ny hærdet rude, og indtil den leveres, laves der en midlertidig afdækning af skaden.