Nikoline og Aske tog vild beslutning - nu følger rekordmange trop

Mange danskere har i år holdt ferie herhjemme, og på Samsø har det betydet, at rekordmange nu efterspørger prøveboliger for at teste ø-livet af permanent.

02:49

VIDEO: Nikoline Jakobsen og Aske Stampe har flyttet hele deres liv til Samsø - og de fortryder det ikke ét sekund.

Solskin, sandstrande og nyopgravede kartofler. Samsø har en helt særlig charme, som hvert år tiltrækker mange turister. Og netop den charme tiltrak Nikoline Jakobsen, da hun med sin veninde forrige år var på cykelferie på Kattegatøen.

- Vi cyklede rundt på øen, og her var så smukt, naturen var fantastisk, og folk var så søde. Så da jeg kom hjem til min kæreste om søndagen, sagde jeg til ham, at nu havde jeg fundet vores mål: Vi skulle flytte til Samsø, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Lars flyver over Samsø: - Jeg ser mig selv som en måge

Hendes kæreste, Aske Stampe, derimod, var ikke helt så begejstret. Han havde aldrig besøgt øen, og med et veletableret liv i Aarhus med studie og kammerater, var det ikke lige ø-livet, der fristede ham.

- Jeg skulle til at skrive mit speciale på studiet, så jeg var bange for at gå glip af en masse, hvis vi flyttede fra Aarhus, siger Aske Stampe til TV2 ØSTJYLLAND.

Nu bor familien til næsten halv pris af, hvad de betalte i husleje om måneden i Aarhus - og derfor kan Aske nøjes med at arbejde på deltid, så der er mere tid sammen som familie.

Men alligevel blev han overbevist om at flytte med sin kæreste, da hun fik et job på øen. Siden har ingen af dem fortrudt. 

-  I Aarhus var det meget sådan, at man havde planer og aftaler hver aften. Og da vi kom herover, så var vi meget mere derhjemme, men der sker også mange ting her, for alle de lokale inviterer os tit med til en masse arrangementer. Og så får vi mange venner og gæster på besøg, som er her i flere dage ad gangen, siger Nikoline Jakobsen.

Rekordmange vil prøve ø-livet af

Selvom det kan kræve en del at hive teltpælene op fra fastlandet og flytte til en ø, så er der mange, der alligevel føler sig fristet af at udleve drømmen.

Det kan godt være lidt isoleret om vinteren, men ikke på den dårlige måde. Der er en helt anden ro herovre.

Aske Stampe, Samsø

Samsø Kommune har nemlig fået rekordmange henvendelser fra gæster, der ønsker at benytte kommunens prøveboliger. En ordning, hvor interesserede kan leje en møbleret bolig i nogle måneder for at prøve ø-livet af.

- I år har vi fået op mod fire henvendelser om ugen fra folk, der efterspørger vores prøveboliger. Også selvom boligerne allerede er lejet ud helt til næste år, siger erhvervs- og turistchef i Samsø Kommune Mette Løkke til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Endnu mere at holde ferie for: Tusindvis får nu penge tilbage

Den øgede efterspørgel har derfor fået kommunen til at søge efter endnu flere boliger, der kan bruges som prøveboliger til mulige, kommende tilflyttere.

Kommunen sørger for kontakten mellem lejer og udlejer, men det er op til boligejerne selv at sætte prisen og tidsrammen for lejemål.

- Vi har haft prøveboliger på Samsø i en årrække, og der har altid været rimelig god interesse for det. Og vi kan se, at halvdelen af dem, der prøver en bolig, også bliver hængende bagefter, siger Samsøs borgmester, Marcel Meijer (S), til TV2 ØSTJYLLAND. 

Indtil videre har Samsø Kommune et samarbejde med 12 prøveboliger - men de har brug for endnu flere, hvis de skal følge med efterspørgslen.

Borgmesteren tilskriver særligt sommersæsonen med billige færgebilletter og strikse rejserestriktioner til udlandet, at så mange flere har fået øjnene op for Kattegatøen. 

Og det kan være en god ide at prøve livet som øboer, inden man kaster sig ud i det. Den nytilflyttede familie har i hvert fald fundet ud af, at Samsø tager sig helt anderledes ud i vinterhalvåret.

- Det kan godt være lidt isoleret herovre om vinteren, men ikke på den dårlige måde. Der er en helt anden ro herovre, og det er rart, når der er helt vildt meget run på om sommeren. Man mærker sæsonerne, siger Aske Stampe og Nikoline Jakobsen.