Butikschef var i tvivl i flere dage: Hvorfor har jeg ikke gjort det før?
Nicolai Damgaard efterlyste en date på Facebook, der ville spise middag og se Ørkenens Sønner med ham. Det bar frugt, og tirsdag aften skal han på date.
Nicolai Damsgaard havde teksten til et opslag på Facebook liggende i flere dage, før han turde sende det ud til offentligt skue.
Men da han endelig gjorde det, blev det en god oplevelse, og tirsdag aften skal han ind og se Ørkenens Sønner i Esbjerg med en date, der har henvendt sig på baggrund af hans opslag.
I opslaget efterlyste han en mand mellem 24 og 32 år, der kunne have lyst til at spise en hyggelig middag og bagefter se Ørkenens Sønner med ham i Esbjerg.
Billetter har den unge butikschef fra Dagli' Brugsen på Samsø haft liggende siden begyndelsen af 2023, hvor han fik dem af sin daværende kæreste. I mellemtiden er de to gået fra hinanden, og derfor gik Nicolai Damsgaard på jagt efter en date, som TV2 Østjylland beskrev i weekenden.
Måtte vælge mellem flere
Og den date har han fundet.
- Det er faktisk sådan, at jeg er på vej til færgen, og så er det mod Esbjerg derfra. Jeg er spændt og det hele, jeg kender jo ikke personen, siger Nicolai Damsgaard over telefonen.
Opslaget bar nemlig frugt. Faktisk måtte han vælge mellem otte-ti seriøse henvendelser om middag og show tirsdag aften.
- Selvom man ikke kender personerne, så er det lidt modbydeligt at være ham, der skal afvise nogen. Det føles lidt som at sidde som X Factor-dommer og trykke på den røde knap. Det er jo nogen, der har taget et aktivt valg om at skrive til mig efter at have læst mit opslag, siger Nicolai Damsgaard.
Frygtede negative reaktioner
Inden han delte sit opslag tænkte han over flere forskellige scenarier. Også negative.
- Er der nogen, der synes, at det er for meget at gøre det på den her måde. Og er der nogen, der synes, det er desperat? For det er det ikke. Det var et forsøg på at gøre det anderledes, siger han.
Butikschefen fortæller, at han ikke har set en eneste negativ kommentar på de sociale medier. Tværtimod spørger han sig selv, hvorfor han ikke har gjort det tidligere.
- Det er kun en god oplevelse. Hvorfor dælen har jeg ikke prøvet det noget tidligere? Men nu var det nu, der var en oplagt mulighed for det, siger Nicolai Damsgaard.
Han har skrevet med sin date i et par dage. Han vil ikke betegne daten som en blinddate, men han er spændt.
- Jeg er spændt. Det hjælper lidt i forhold til en blinddate, at vi har kunne skrive sammen i et par dage. Han har henvendt sig til mig, så på den måde er det lidt nemmere, end hvis det havde været en blinddate, siger Nicolai Damsgaard.