Borgmester må ikke stemme
Marcel Meijer (S) må ikke stemme til folketingsvalget. I Holland må han godt, men gør det ikke
Man skulle tro, at en socialdemokratisk borgmester i Danmark var blandt de første ved stemmeurnerne, når der er valg den 18. juni.
Men ikke Marcel Meijer (S), der er borgmester i Samsø Kommune. Han må nemlig slet ikke stemme, skriver P4 Østjylland.
For på trods af, at han har boet 23 år i landet, er han ikke indehaver af en dansk pas, men derimod et hollandsk.
- Jeg ville da gerne stemme, men jeg kan jo godt forstå, at det er forbeholdt vælgere med et dansk pas. Så kan man være politisk aktiv på mange andre måder, og jeg er med i kampagnen og deler foldere ud og så videre, siger Marcel Meijer til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han må til gengæld stemme i fødelandet Holland, men den ret gør han faktisk ikke brug af.
- I princippet må jeg, men jeg gør det ikke. Det er en frygtelig bureaukratisk proces, og det er simpelthen for besværligt, siger han.
Marcel Meijer føler sig som dansker, og når det næste år bliver muligt at få dansk pas, uden at afgive det gamle, benytter han sig af muligheden.
- Ja, det gør jeg. Jeg har nu ikke noget følelsesmæssigt i klemme i forhold til Holland, og jeg ville såmænd også gerne bare have dansk pas, men hvis jeg kan få dobbelt, så tror jeg, at jeg foretrækker det, siger Marcel Meijer.