Supermarked tilbagekalder pastaretter
Supermarkedet Lidl har netop tilbagekaldt en række frosne pastafærdigretter.
Vurdering ændret
Da de frosne pasta færdigretter ikke har dansk mærkning på produktet, så er de ulovlige at markedsføre, men ikke farlige i forhold til fødevarelovgivningen. Det vurderes, at forbrugere, der har allergi, ikke vil vælge produkter uden dansk allergenmærkning. Det skriver Fødevarestyrelsen på hjemmesiden.
Hvis du har glutenallergi, er laktoseintolerant eller veganer, så skal du være ekstra opmærksom, hvis du kaster dig over en pastafærdigret fra mærket ’Culinea’.
Supermarkedet Lidl har nemlig netop tilbagekaldt fem forskellige frosne pastafærdigretter fra dette mærke.
Læs også
De fem retter indeholder enten Gnocchi, Bolognese, Gorgonzola, Tagliatelle eller Tortelloni, og fællers for dem alle fem er, at de er mærket uden ingrediensliste på dansk.
- Det er ikke muligt at orientere sig om produktets sammensætning via billeder, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.
Kan give allergisk reaktion
De frosne pastafærdigretter indeholder allergenerne hvedemel, mælk, selleri eller æg.
- Forbrugere med allergi over for hvedemel, mælk, selleri eller æg kan opleve en allergisk reaktion, hvis de spiser disse pastafærdigretter, skriver Fødevarestyrelsen.
Læs også
De frosne pastafærdigretter er solgt i Lidl-butikker i hele landet, og der er hængt opslag med tilbagekaldelsen op i butikkerne.
- Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det, skriver de.
Her kan du se billeder af de pastafærdigretter, der er tale om.