Topchefer fyret efter kræftskandale på AUH
Lægefaglig direktør Claus Thomsen og hospitalsdirektør Poul Blaabjerg er fortid på AUH. De har begge indgået en fratrædelsesaftale.
Kræft-skandalen på Aarhus Universitetshospital, der blev offentligt kendt via medierne midt i marts, har nu fået konsekvenser for to chefer, der mister jobbet.
Det fortalte regionsrådsformand Anders Kühnau (S) sammen med regionsdirektør Pernille Blach Hansen tirsdag morgen på et doorstep-pressemøde foran Regionshuset på Olof Palmes Allé i Skejby.
- Vi påtager os det fulde ansvar for den her sag, som berører mig dybt. Vi har at gøre med syge borgere, der har en berettiget forventning om at modtage behandling efter gældende lovgivning, sagde Anders Kühnau indledningsvist.
- Den forventning har vi ikke levet op til, og det beklager jeg dybt. Vi har bedt to eksterne firmaer om at hjælpe os, og deres redegørelser blev fremlagt i går, siger Anders Kühnau med henvisning til et møde mandag, hvor politikerne til et forretningsudvalgsmøde blev orienteret om de ledelsesmæssige konsekvenser, der nu er meldt ud.
De to fyrede chefer er hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen, oplyste Pernille Blach Hansen.
- Det her er en meget alvorlig sag, og de rapporter, der er lavet, er barsk læsning. De fastslår blandt andet, at man har prioriteret hospitalets økonomi højere end patienters rettigheder. Det er grove fejl, der er begået med fuldt overlæg, og der er tale om mennesker med livstruende sygdomme, sagde Pernille Blach Hansen.
- Sagen viser, at der er brug for ny tilgang til ledelse, der går tættere ind i opgavevaretagelsen og de faglige diskussioner. Der er brug for en ledelsesmæssig nyorientering og for at genopbygge tilliden både internt og eksternt. Det er en meget stor og vigtig opgave. Her har direktionen vurderet, at der er brug for en ny profil som hospitalsdirektør, tilføjede Pernille Blach Hansen.
Syge patienter ventede for længe
Sagen handler om flere hundrede patienter med mave- og tarmkræft, som ikke er blevet behandlet inden for de to uger, reglerne foreskriver. Mange af dem har ventet i op til ti uger, og i nogle tilfælde har det betydet, at kræftsygdommen har udviklet sig negativt.
Er du berørt af sagen?
Hvis du selv er én af de kræftpatienter eller pårørende, der er involveret i sagen fra AUH, vil TV2 Østjylland gerne høre fra dig. Skriv til redaktion@tv2oj.dk.
Hospitalets ledelse har allerede anerkendt, at det kan have kostet menneskeliv, og de har forklaret ventetiderne med henvisning til mangel på personale.
Samtidig er patienterne heller ikke blevet vejledt korrekt omkring alternative muligheder for behandling på andre hospitaler eller i udlandet.
Genopretningplan på vej
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har tidligere præsenteret en genopretningsplan.
Den indebærer blandt andet, at Sundhedsstyrelsen inden 1. juni skal gennemgå ventetider, kapacitet og overholdelse af ventetider på kræftområdet i alle regioner.
I kølvandet på sagerne fra Aarhus kom det desuden frem, at Region Hovedstaden også har undladt at indberette visse typer af overskridelser på ventetiderne.
Derfor skal ventetider på kræftområdet i begge regioner undersøges af Rigsrevisionen.