Regionen skal stå skoleret efter kræftskandale
Region Midtjylland er indkaldt til hastemøde i Sundhedsstyrelsen efter kræftskandale.
Først søndag, da DR afslørede, at 182 patienter med svær tarmkræft på Aarhus Universitetshospital havde ventet længere på en operation, end de har lovkrav på, hørte Sundhedsstyrelsen om sagen.
Det siger enhedschef Tanja Popp i styrelsen til Politiken.
- Vi fik først viden om sagen samtidig med offentligheden. Vi vidste intet før da. Vi har ikke været orienteret, siger hun til avisen.
DR har beskrevet, at patienter med fremskreden tarmkræft i bughulen tilknyttet afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital må vente op til otte uger, før de kan få en operation.
Beskyttet af loven
Kræftpatienter har ellers lovkrav på at blive opereret senest to uger efter, at det er besluttet, at de skal opereres.
Fra maj til december i 2022 drejede det sig om 182 ud af 489 patienter.
Region Midtjylland har ikke en eneste gang indberettet til styrelsen, at de 182 patienter ventede længere, end loven fastslår.
Afdelingen for mave- og tarmkirurgi i Aarhus er så specialiseret, at det er det eneste sted i landet, hvor mange patienter med fremskreden tarmkræft kan opereres.
Tanja Popp fra Sundhedsstyrelsen siger, at de i styrelsen ikke kun er forundrede, men også bekymrede.
Hasteindkaldt
Hun forklarer, at der kan være en forklaring på den manglende indberetning.
Hvis patienten er blevet tilbudt en tid til operation, som ligger efter de 14 dage, og sygehuset har undersøgt, at patienten ikke kan få tid på et andet sygehus, så skal det ikke indberettes, såfremt patienten har accepteret tiden.
Dermed har patienten altså givet samtykke. Om det er den forklaring, der gør sig gældende i sagen fra Aarhus, vil måske vise sig fredag.
Her er Region Midtjylland nemlig indkaldt til et hastemøde hos Sundhedsstyrelsen, skriver Politiken.