Tyven løber med gaverne
Familie skal på indkøb igen
21. jun 2014, kl. 23:07
Mere end 30 dage gammel
En randrusiansk familie skal sandsynligvis ud at købe gaver igen, efter at ukendte gerningsmænd brød ind i deres bolig.
Under indbruddet lykkedes det ifølge Østjyllands Politi for tyvene at stjæle en række gaver, som var pakket ind og kun ventede på at blive afleveret til modtageren.
Indbruddet fandt sted i en bolig på Rødkløvervej i den nordlige del af byen.
Foruden de indpakkede gaver stjal indbrudstyvene en bærbar PC af mærket Toshiba Satellite Pro samt forskelligt sølvtøj af mærket Savoy. Derudover blev der stjålet flere forskellige smykker.
Indbruddet blev anmeldt til politiet i går, fredag.