Tyv stak af på postbuddets cykel
27-årig mand stjal en postcykel lastet med breve og pakker. Et snarrådigt vidne hjalp politiet på sporet af ham.
En 27-årig mand skal tilbringe de kommende uger bag tremmer, efter at han så sit snit til at stikke af med en af PostNords cykler lastet med breve og pakker.
Mens postbuddet var beskæftiget med at udføre sine opgaver, havde manden i første omgang held til at hoppe op på cyklen og stikke af, mens den fredag stod parkeret på Nørreport i Randers Midtby.
Læs også
Glæden varede dog kort for den unge tyv.
Ifølge Østjyllands Politi spottede et snarrådig vidne senere den 27-årige mand, mens han sad og åbnede pakker i en baghave på Nordvestvej cirka en kilometer fra det sted, cyklen blev stjålet.
Kort tid efter blev han anholdt af en hundepatrulje, der var blevet sendt til stedet. Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Manden blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle ham i tre og en halv uge.