Fyrværkeri affyret ved arrest

Ukendte gerningsmænd sendte natten til lørdag fyrværkeri til vejrs tæt på arresten i Aarhus. Det lykkedes dog ikke politiet at finde personen bag.

Arresten i Aarhus måtte natten til lørdag kalde kollegaerne i vagtcentralen, da en eller flere ukendte gerningsmænd affyrede fyrværkeri ved bygningen.

Det er ulovligt at affyre fyrværkeri, men politiet vil også gerne, at der er ro og orden omkring arresten på Christiansgade, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Mikkel Møldrup.

- Da vi ankom, var de væk, og selv om vi kørte lidt rundt, fandt vi dem ikke, siger han.

Episoden fandt sted klokken 00.42, og det vides ikke, om affyringerne var møntet på selve arresten.

Fyrværkeri og sten som skyts

Det er dog ikke første gang, at politiet selv har været nødsaget til at ringe til vagtcentralen.

Så sent som natten til fredag blev der kastet med sten mod politigården i Aarhus. Her lykkedes det dog en patrulje at finde gerningsmanden, en 46-årig mand, der blev anholdt og sigtet for hærværk.

2. januar blev der også brugt fyrværkeri som skyts, da ukendte gerningsmænd slog til mod politistationen i Silkeborg. I den forbindelse blev en række glasruder smadret.