Tror sejr i sidste runde er nok
Kronjyderne har kniven for struben
Trods hængende hoveder var der optimisme at spore hos spillere og træner fra Randers efter onsdagens 2-2-kamp mod FC Midtjylland.
Kronjyderne tabte godt nok terræn til Lyngby i den nederste bundstrid, men da AaB samtidig forlod banen i Aalborg uden point, er der nu to hold, som Randers med en sejr på søndag kan hente.
- Hvis vi får tre point i den sidste kamp, så tror jeg på det. Selv om vi skal håbe på hjælp fra nogle af de andre, siger Jonas Kamper.
Venstrekanten beskriver bramfrit søndagens kamp mod Esbjerg, der også kan redde sig en sæson mere i Superligaen med en sejr og de rette resultater andre steder.
- Det bliver fandeme en finale, siger Jonas Kamper.
Hvis Randers vinder kampen mod Esbjerg, og enten AaB eller Lyngby blot spiller uafgjort imod henholdsvis FC København og OB, bliver Randers i Superligaen på grund af en bedre målscore. Og det får også Mikkel Beckmann til at tro på overlevelse - hvis Randers altså vinder.
- Men Esbjerg kæmper jo også for livet. Så den kamp er jo symptomatisk for denne sæson. Den skal ud i en sindssyg gyser til sidst. Men lad os bare tage det med, siger Mikkel Beckmann.
De forskellige Randers-spillere henviser til sidste sæson, hvor klubben også reddede sig i sidste runde - endda uden sejr. Dengang skulle klubben også have hjælp af OB, og dengang svigtede fynboerne ikke, da de uden noget at spille for vandt 3-0 ude over AGF.
Men denne gang går det ikke for Randers at tabe, minder cheftræner Peter Elstrup om. Og han er ikke glad for at være afhængig af FC København og OB, som ikke har noget spille for.
- Det har jeg det ikke godt med, siger Peter Elstrup.
- Men hvis vi ikke selv vinder, kan alt det andet jo være lige meget.