Tre personer varetægtsfængslet
Sigtet for afpresning, frihedsberøvelse og vold
11. jul 2013, kl. 15:40
Mere end 30 dage gammel
De tre personer, der er sigtede for afpresning, frihedsberøvelse og vold i forbindelse med en episode i Hadsten, tirsdag den 9. juli, er alle blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det er resultatet af dagens grundlovsforhør, der foregik i Retten i Randers i formiddag.
De sigtede er to mænd på henholdsvis 22 og 23 år, samt en kvinde på 19 år. Den 23-årige har kæret.
De tre er sigtede for at have frihedsberøvet en 22-årig mand og kørt rundt med ham i en bil i 45 minutter, for at forsøge at afpresse ham for 20.000 kroner, samt for at have slået ham i baghovedet, så han fik en stor flænge.