Smalt forlig om budgettet
Fritidshjem og biblioteker fredet af politikerne
De kommende års budget for Randers Kommune faldt tirsdag på plads.
Forliget, der gælder for perioden 2014-2017, var uhyre smalt. Således er det indgået mellem Socialdemokraterne, de konservative samt løsgængeren Erik Poulsen.
I forliget, der blev præsenteret på et pressemøde tidligt tirsdag eftermiddag, er flere af de varslede besparelser blevet taget af bordet. Således bliver der hverken lukket fritidshjem eller biblioteksfilialer i Randers Kommune i de kommende år.
Partierne bag forliget afsætter derimod 5 mio. kr. til en ny adgangsvej til havnen fra det nye motorvejshængsel, som staten og havnen forventes at bidrage til.
Se: Borgmester: Alle skal spare
Derudover er der afsat 3 mio. kr. til grundkapital i almene boliger på Falbegrunden i 2015. Det er forligspartiernes ønske, at der på grunden både bliver bygget private lejligheder og støttet byggeri.
I forliget er der blandt andet også afsat 10 mio. kr. ekstra til kommunens folkeskoler.
- Forligspartierne ønsker at skabe et økonomiske sikkerhedsnet under skolereformen, således at det i højere grad bliver muligt at fokusere på en succesfuld implementering af det faglige indhold i reformen, oplyser Randers Kommune.