Se video: Sæl spottet i Gudenåen
En sæl blev onsdag spottet i Gudenåen foran Randers Regnskov. Men faktisk er det ikke helt usædvanligt, at sæler bevæger sig så langt ind i landet.
Onsdag blev en sæl spottet i Gudenåen.
I Randers, foran Randers Regnskov, blev den lille, spættede sæl set hygge sig i vandet.
Og selvom det virker overraskende, at en sæl svømmer rundt i Randers Midtby, er fænomenet faktisk ikke helt usædvanligt.
Ifølge zoolog og driftsleder i Aqua Akvarium og Dyrepark, Morten Vissing, sker det med jævne mellemrum, at en sæl bevæger sig ind i Gudenåen.
- Gudenåen løber ud i Randers Fjord, hvor sælerne holder meget til. De svømmer af og til ind i vandløbet fra fjorden for at finde skaller, som er en ferskvandsfisk. Skallerne samler sig i stimer ved udmundinger, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Sælgaranti
Det er dog ikke sikkert, at man ved at besøge Gudenåen ved Randers, er sikret at få en sæl at se. Selvom sælerne ofte dukker op og opholder sig i åen, er det, ifølge Morten Vissing, ikke altid at de er til at få øje på.
- Det er lige så usandsynligt som at se en odder, fortæller han og fortsætter:
- Det er ikke sådan, at man kan gå derned, og så er der sælgaranti, siger han med et smil.
Hvor ofte sælerne bliver set i Gudenåen er svært for zoologen at sige noget om. For nogle gange bliver der, som her, taget billede og video af det, og andre gange går det ubemærket hen.