Randers FC's oprykning i fare
Nyt nederlag betyder, at rivaler rykker nærmere
Søndag eftermiddag tabte Randers FC lokalopgøret mod Hobro og må dermed se Vejle Boldklub Kolding rykke endnu tættere på.
Randers FC lignede inden forårssæsonen sammen med Esbjerg en stensikker oprykker til næste års superliga.
Klubben tabte søndag 0-1 på udebane i lokalopgøret mod Hobro, og med Vejle Boldklub Koldings 2-1-sejr over Blokhus er der nu pludselig kun ét point imellem de to hold.
Randers inde i dårlig stime
Det var Randers' andet nederlag i træk, efter at holdet i sidste weekend tabte til Brønshøj.
Medvirkende til nederlaget i dag har det helt sikkert været, at Lasse Rise allerede efter en halv times spil blev udvist.
Hobros Mads Justesen udnyttede overtallet til at score kampens enlige mål midt i anden halvleg.
Der blev dog ny spænding i kampen, da hjemmeholdets Danilo Arrieta blev udvist med knap 10 minutter igen, men Randers fik ikke udlignet og kan nu se tilbage på tre forårskampe, der kun har givet tre point.