Parkering: Slut med overpris?
Overvejer ny betalingsmodel
Fremover slipper bilisterne i Randers muligvis for at betale for mere end den tid, de rent faktisk parkerer bilen - og samtidig bliver risikoen for en hilsen i forruden mindre.
Randers Kommune overvejer at omlægge hele byens parkeringssystem fra forud- til bagudbetaling.
I dag skal bilisterne betale for en billet, allerede når de parkerer bilen. På den måde risikerer de at betale for meget, hvis de vil være sikre på at nå tilbage, inden p-billetten udløber.
Hvis de omvendt betaler for lidt, risikerer de at få en parkeringsbøde.
Koster op mod 1,4 mio. kr.
Forvaltningen i Randers Kommune indstiller imidlertid til politikerne i Miljø- og Teknikudvalget, at bilisterne fremover nøjes med at stemple ind, når de parkerer bilen på en af byens parkeringspladser.
Først når parkeringspladsen forlades, skal bilisten betale for den tid, bilen har stået der.
Det er dog ikke helt billigt at omlægge samtlige 37 parkeringsautomater i byen til bagudbetaling. En fuldstændig omlægning koster op mod 1,4 mio. kr.
Det er derfor muligt, at omlægningen i første omgang kun kommer til at omfatte parkeringspladserne ved Randers Regnskov - og at der er tale om et forsøg.
Politikerne skal tage stilling til spørgsmålet på torsdag.