Pædofil bagmand for overgreb verden over risikerer hårdere straf
Højesteret skal udmåle straffen i sagen mod Torben Kjærhus Larsen
En mand fra Randers fik andre til at begå seksuelle overgreb mod børn verden over, og selv forgreb han sig også på fire søskende mellem to og otte år.
Nu skal Højesteret afgøre, om straffen skal skærpes. Vestre Landsret fandt i september sidste år fængsel i syv år passende, selv om de sagkyndige i Retslægerådet havde anbefalet forvaring.
Læs også
Denne sanktion betyder indespærring på ubestemt tid - og kan gives til personer, der udgør en nærliggende fare for andre. Forvaring kaldes af eksperter for den hårdeste straf.
Torben Kjærhus Larsen, som manden hedder, havde en nøglerolle i to pædofile netværk på internettet.
Læs også
Men landsretten lagde vægt på, at de groveste overgreb på børn ikke var foretaget af ham selv, men af andre personer efter hans tilskyndelse. Blandt andet derfor var der ikke "fuldt tilstrækkeligt grundlag" for at give forvaring.
Denne begrundelse skal nu på anklagemyndighedens initiativ testes øverst i retssystemet.
Læs også
Her sidder syv dommere mandag parat til at høre argumenter for og imod forvaring. Retsformand er Højesterets præsident, Thomas Rørdam.
Der falder efter al sandsynlighed dom i næste uge.
Sagen mod Torben Kjærhus Larsen
- Andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse af fire navngivne børn under 12 år.
- Besiddelse og udbredelse af tusindvis af børnepornografiske billeder og videoer.
- Havde nøglerolle i to pædofile netværk på internettet, "Hoarders Hell" og "The Love Zone".
- I den forbindelse er han tiltalt for at have udarbejdet regler om, at medlemmerne jævnligt skulle bidrage med nyt materiale for at "forblive inde i varmen".
- Dermed gjorde han sig ifølge anklagemyndighedens påstand sig skyldig i medvirken ved overgreb mod en lang række børn verden over.
- Manden har også været tiltalt for forsøg på menneskehandel ved at have haft til hensigt at købe et spædbarn på et rumænsk børnehjem. Dette forhold blev han dog i både byret og landsret frifundet for.
Kilde: Ritzau